Altomvarebiler i Frankfurt:
En Ford Transit med en 4-cyl. turbodieselmotor på 1,5 liter, 75 hk og et 2,3 kbm varerum, der kan lastes med op til 565 kilo? Jovist, den er god nok. Transit Courier hedder den tætbyggede nyhed i Fords varebilprogram. Og den er din for 92.479 kr. ex. moms. Men du kommer til at vente lidt, for den har først dansk premiere i august.
Alternativet kan være en 95 hk TDCI-variant på 1,6 liter – eller endnu bedre med en 3-cyl. benzindrevet EcoBoost motor på 1,0 liter og 100 spændstige hestekræfter spændt for den forreste aksel.
Med 1,6 TDCI skal du af med 98.552 kr. ex. moms og med det stærkt bankende 3-benede EcoBoost-hjerte er prisen 101.804 kr. ex. moms.
Man bliver forvænt
Vi kørte i går en længere tur i den nye Transit Courier med det sidstnævnte maskineri, der arbejder som om dens slagvolumen og ydeevne det dobbelte af, hvad den faktisk er. Og gør det uden skarpe protester og med en smidighed som spændt elastik uanset om den blev drevet ud ad en motorvej med 120 km/t eller op og ned ad snoede bakkedrag med 80-100 km/t på landeveje omkring Frankfurt – og med en ballast på 250-275 kilo spændt fast i varerummet og to voksne passagerer i kabinen.
Transit Courier er letløbende, smidig, støjsvag, vibrationsfri, komfortabel og praktisk. Den forekom meget nem at blive forvænt med. Transit Courier forekommer at være yderst solidt bygget og begavet med fortrinlige dynamiske køreegenskaber.
I skarpe sving taber den ikke fodfæstet, men bidrager med en let og hjælpsom overstyring uden nævneværdig krængning.
Hvad dynamiske egenskaber angår forekom det umiddelbart svært at sige bilen noget ufordelagtigt på.
God kabineplads
Indretningen i Transit Courier, som er udviklet til pizzabude, kurerfirmaer, teknikere på farten og ansatte i lette servicefag, synes der heller ikke at være så meget at pege fingre ad.
Det skulle da lige være lårstøtten, men min 180+ centimeter høje og langbenede co-driver påstod hårdnakket, at han fandt sædekomforten fortrinlig, selvom han havde to håndsbredder friplads mellem sædeforkanten og haserne, mens jeg selv kun havde plads til en enkelt håndsbredde.
I alle tilfælde er førerpladsen indrettet med såvel højdereguleret sæde og justerbar ratposition. Kabinepladsen forekom antagelig både i bredden og højden.
Den strammer ikke over skuldrene og der er loftshøjde som i en mindre katedral – uanset om den har en bred tværgående dokumenthylde som standard- eller ekstraudstyr. Mellem sæderne er der plads til to kop/flaskeholdere og et rum til en mindre laptop/tablet.
Fransk-italiensk alternativ
Ford har med Courier udvidet Transit-programmet, der foruden den nye og regulære krigserklæring til den fransk-italienske trio Citroën Nemo, Foat Fiorino og Peugeot Bipper, omfatter de større modeller; henholdsvis Van Of The Year i år og i fjor, Connect, Custom samt seriens absolutter bestseller, Transit 2,0 tons – og der bliver nok ligeså megen strid om bilkøbernes gunst i kompaktklassen som i klassementet for store varebiler.
Transit Courier er konfronteret med tre primære alternativer. Dels Citroën Nemo i en enkelt Van-udgave til 89.990 kr. ex. moms for en 1,3 HDi FAP med 75 hk og 190 Nm, 22,2 km/l og 119 g/km CO2.
Dertil kommer syv varianter af Fiat Fiorino med 75 hk/190 Nm 1,3 MJT DPF-motor med tilsvarende brændstofnorm og CO2-udslip og med samme 5-trins manuelle gear som Nemo og Bipper eller en koblingsfri MTA-gearkasse. Basisprisen for Fiorino er 93.499 kr. ex. moms. Alternativet er en motorvariant med 95 hk.
Peugeot Bipper Van Fresh med 1,3 HDi FAP-motor og start-stop automatik yder ligeledes 75 hk og 190 Nm og brændstofnormen ved blandet kørsel er angiveligt 24,4 km/l og CO2-udslippet 109 g/km. Der er to udstyrsvarianter på den seneste prisliste.
Plads til EU-palle
De små forskelle til trods opgives varerummet i den fransk-italienske trio til at være 1520 mm langt, 1470 mm bredt og 1200 mm højt og dets totale volumen til 2,5 kbm. Nyttelasten er omkring 540 kilo.
Transit Courier stiller med et varerum på 1620x1488x1227 mm og en samlet kapacitet på 2,3 kbm – eller op til 2,6 kbm, dersom al til rådighed værende plads udnyttes.
Transit Courier er udstyret med asymmetriske fløjdøre bagtil. Disse kan ganske vist ikke svinges så langt ud som på f.eks. Fiat Fiorino, men til gengæld byder Transit Courier på større bredde ved skydedørene og ditto højde ved bagdørene.
Bagtil er der faktisk tilstrækkelig bredde og højde til at køre en EU-palle ind i varerummet.
To udstyrsvarianter
Transit Courier kommer i to udstyrsversioner – Ambiente og Trend. Førstnævnte har som standard bl.a. fire airbags, forrude, sidespejle og sæder med el-varme, fjernbetjent centrallåsning, skuffe under passagersædet og fast skillevæg i plast samt My Connection-radio med My Ford Dock.
Trend-versionen har derudover bl.a. airconditionering, loftshylde, kortlamper, regnsensor og automatisk nedblænding, skydedør i højre side, fast skillevæg i stål og med rude samt Radio- og CD-afspiller med Ford SYNC og automatisk nødopkald.
Bakkestartassistance er standard på begge modeller, hvorimod dæktrykovervågning er på listen over ekstraudstyr.