Lastrummet i en mandskabsvogn bliver hurtigt reduceret til det halve, når det forsynes med en bænkrække med tre sæder. Så hvorfor ikke bygge sæderne, så de kan klappes op, når de ikke er i brug?
Citroënfabrikken har sammen med den hollandske opbygger Snoeks Automotive B.V. udviklet klapbare sæder til Citroën Jumpy mandskabsvogn. Sæderne kan foldes op i lodret position, så de hviler mod adskillelsen til kabinen.
Fra 3,2 til 4,7 kubikmeter
Varianten med disse sæder hedder “Eco VarioSpace”, og med et tredje passagersæde i front er der plads til i alt seks personer i bilen. Der er tale om en fabriksombygget version, og den fås i to karrosserilængder M og XL. I M-versionen er der 3,2 kubikmeter til rådighed, når sæderne er i brug.
Når sæderne klappes op, øges varerummet til 4,7 kubikmeter. I XL-udgaven øges varerummet fra 4 til 5,5 kubikmeter.
Gitter bremser flyvende gods
Også lastfladens længde øges betragteligt, når sæderne klappes op. I M-versionen er der 1,83 meter til rådighed og i XL-udgaven 2,18 meter.
Risikoen for at få en værktøjskuffert i nakken under en opbremsning forhindres af et gitter, der er monteret i en stålramme. Gitteret er placeret over sæderne, og når disse klappes op, følger gitteret med op i loftet.
I konflikt med danske regler
Til Eco VarioSpace er der valg mellem to motorer i BlueHDi-serien, den ene med 120 hk, den anden med 150 hk. Begge har automatisk stop/start.
Vi har spurgt den danske Citroën-importør, om det bliver muligt at bestille Eco VarioSpace i Danmark. Svaret er et nedslående nej, fordi de danske afgiftsregler stikker en kæp i hjulet.
- De fabriksombyggede Crew Cabs kan oftest ikke blive fritaget for afgift. Arealet i varerummet, målt i underkanten af forruden, er ofte ikke større end fører- og passagerkabinen. Reglerne angiver, at varerummets areal målt i højde svarende til underkanten af forruden skal være større end passagerkabinens areal, oplyser Thomas Lykke fra Citroën Danmark.