Erhvervsfolk med eller uden slips elsker deres dieselmotorer for det solide bundtræk og lave forbrug. Det er mange år siden, der lå noget som helst andet under hjelmen i en varebil end dieselmotorer.
Men tiderne ændrer sig; diesel for på hattepulden for sin farlige partikeludledning, og udviklingen af andre motortyper trækker i modsat retning. Sjovt nok synes det for en stund at være benzinmotoren, der får et comeback, mens vi venter på diverse helt eller delvist eldrevne alternativer.
Over 2,5 ton
Fiat har længe været verdens største producent af dieselmotorer til person- og varebiler, så det lå heller ikke i kortene, at italienerne skulle gå forrest med en benzinmotor i varebiler over 2,5 ton totalvægt, men nu kommer Fiat Doblo L2 1.4T-JET.
Den er i første omgang tiltænkt opgaver i byerne med mange daglige starter og stop, hvor dieselmotoren aldrig rigtigt kommer til sin ret.
Højere drejningsmoment
For at kompensere for den mindre slagvolumen har mange benzinmotorer i dag fået turbo. Den kombo giver et lavere forbrug, og en sidegevinst ved det er et højere drejningsmoment ved lave omdrejninger.
Derfor kan vi også forvente, at den lille 1,4-liters turbobenziner med sine 206 Nm ved 3.000 omdrejninger klarer opgaven relativt let.
Grønnere end elbiler
Benzin har fået en renæssance på bekostning af diesel. Dels på grund af den nye turbo-generation af benzinmotorer, dels fordi dieselolie er blevet et yndet bytte blandt europas politikere.
Men det kan blive endnu grønnere. Endda grønnere end elbiler, hvis man hører til dem, der sår tvivl om strømmens oprindelse.
Gas-motor
En næsten identisk motor er Fiats 1.4 CNG-motor. Den har også 1220 hk, men gasmotorens udledning af partikler og CO2 er helt i kælderen. Den fås også i Doblo; dog til programmets højeste startpris.
Fiat Doblo koster fra 118.325 kroner plus moms med dieselmotor. Den nye benzin-version stempler ind til 131.900, mens en gasbil koster fra 164.865 kroner og kræver lidt bedre planlægning, fordi tankstationer med gas i pistolen stadig ligger langt fra hinanden i Danmark.