Så er Fiat Danmark klar med en 500L til registrering på gule eller papegøjefarvede nummerplader. Og prisen bliver henholdsvis 139.109 og 157.681 kr. excl. moms for de to varianter, der er lagt ud med.
Den kompakte mini-MPV trækkes af en 4-cyl. turboladet Multijet-dieselmotor på 85 hk og 200 Nm, hvilket får bilen til at leverer normtal på 23,6 km/l. Om dét er muligt i praksis kommer – som for enhver bil – an på betjening, belastning, kørselsmønster, dæktryk, trafikforhold og vejr.
Men mulighederne for at udnytte van-udgaven af 500L til et lavt brændstofforbrug synes at være til stede. CO2-udslippet er 110 g/km, hvilket bidrager til at holde miljøafgiften i ave.
1,4 kbm og 422 kg
Men hvad kan van-udgaven af 500L så rumme og laste? Varerummet kan tage godt 1,3 kbm. og med en totalvægt på 1.875 kg har bilen en nyttelast på 422 kg. Trailer? Bilen er godkendt til træk på 1.000 kg med bremser og 400 kg uden bremser. Der er to udstyrsvarianter: Popstar og Lounge med sidstnævnte som den dyreste.
Bilerne har som standard bl.a. seks airbags, ESP og automatisk bakkestop, multijusterbart rat og cruisekontrol – eller fartpilot om man vil. Lounge-udgaven har tillige lysautomatik, regnsensor, bakspejl med automatisk nedblænding og bi-zone klimasystem.
Særligt interessant er bilernes standardudstyring med Bluetooth-funktion og mulighed for håndfri telefoni og musikafspilning. Det kan lette kommunikationen for den professionelle bruger, men vil i ligeså høj grad tilgodese den private bruger, der kan nøjes med en 500L Van på papegøjeplader.