Varebilssalget måtte også føle hammeren fra de skvattede politikere, der nølede så amatøragtigt under tilblivelsen af ændringerne i bilafgifterne. Det kostede fælt på oktober måneds salg. Men som ventet røg tallene hurtigt i vejret igen med afklaringen i november. De Danske Bilimportørers tal viser et resultat på 3.428 nye varebiler på vejene i november. Det er 46 procent flere end i oktober og næsten 17 procent over november sidste år. År til dato ligger salget af varebiler stort set på niveau med 2016 med 32.551 i år mod 33.437 i ’16. Det svarer til et minus på 2,6 procent.
Overordnet set har varebilssalget været stigende de seneste år og har stabiliseret sig de seneste måneder på et ganske højt niveau.
– Den generelle efterspørgsel fra erhvervslivet på varebiler har været høj og stabil i lang tid, og interessen for at anskaffe nye varebiler er naturligvis forankret i et højt aktivitetsniveau samt et behov for løbende at udskifte bilparken til det mest moderne og effektive. Vi er glade for, at forholdene omkring afgifterne og i særdeleshed leasing nu er afklaret, og antagelsen om, at efterspørgslen ville finde tilbage til det høje niveau efter afklaringen, har holdt stik, siger Gunni Mikkelsen, der er direktør hos De Danske Bilimportører.