Teknologien er klar til mennesket. Men er mennesket klar til teknologien? Det spørgsmål skal resultatet af netop afsluttede forsøgskørsler i det sydøstlige London bidrage med svar til.
Forsøget blev udført med en elektrisk selvkørende varebil – CargoPod – der foretog 100 dagligvareleveringer over ti dage i et forsøgsområde ved Royal Arsenal. Varerne var bestilt af kunder i onlinesupermarkedet Ocado.
På niveau 3 ud af 5
CargoPod var bemandet, men kunne i princippet have kørt varerne frem til kundernes adresser alene. Køretøjet er på autonomi-niveau 3, hvor niveau 5 er den højeste grad af autonomi.
Niveau 3 betyder, at der skal sidde en person bag rattet. Personen må gerne slippe rat, speeder og bremse, men skal altid være parat til at tage kontrollen.
Støttet af staten
Forsøget fandt sted i juni under ledelse af “Transport Research Laboratory” (TRL), som er en privatejet virksomhed, der tilbyder viden og løsninger inden for intelligent transport.
Forsøget er desuden en del af et statsstøttet udviklingsprojekt kaldet Gateway Project, og det er Ocado’s udviklingsafdeling – Ocado Technology – der har udviklet det website, som forsøgets kunder skulle bruge til deres bestillinger.
Kameraer og lasere
CargoPod og dens software – Selenium – er udviklet af teknologifirmaet Oxbotica. Systemet anvender kameraer og lasere med det formål at lokalisere sig på et digitalt kort uden brug af GPS.
Med sensorer og tilhørende software identificeres personer, køretøjer og andre trafikanter og objekter, der befinder sig omkring bilen. Ud fra disse data kalkulerer systemet løbende den videre fremfærd mod målet.
Kunden åbner boksen
CargoPod har en nyttelast på 128 kg. Varerne er fordelt i 8 nummererede bokse.
Når bilen er ankommet til en kundes adresse, kommer der lys i nummeret på den pågældende boks. Kunden skal så trykke på en knap for at åbne boksens låge.
Forsøget evalueres
Formålet med forsøget var at undersøge, hvordan brugere og beboere i øvrigt reagerer på en selvkørende varebil. Hele forløbet er ved at blive evalueret, men ved en pressekonference den 28. juni var der ingen, der nævnte noget om overkørte hunde, ophidsede personer, maste rosenbede eller farlige situationer.
Der er offentliggjort en række videoer på youtube.com, hvor man kan følge CargoPods kørsel i området og se, hvordan den mødes med trafikanter og beboere i testområdet.
Måske klar i 2021
Når alle otte udbringninger er klaret, vender bilen automatisk tilbage til centralen for at modtage ny last.
Det vurderes, at CargoPod er færdigudviklet og klar til at komme i arbejde i 2021.