Fuso Canter er et kendt billede i lufthavnen, hvor den sørger for, at brændstoffet kommer fra pipelines under asfalten og op i flyene. Fuel dispenser hedder biltypen, og dens force er, at den med sin lave højde kan gå ind under selv mindre rutefly.
Kundeunderlaget er blevet udvidet til renovationsbranchen. Bilen kan komme ind og ud af smalle porte – og som redningsbil kan den komme ned og hente strandede biler i parkeringskældre. Her spiller dens lille vendediameter også ind.
I den nyeste version er der kommet flere muligheder for opbygninger.
Vores testbil var forsynet med en alukasse fra Kolding Karosseri med en Zebro lift. Bilen var en 3,5 tons udgave på 150 hk, udviklet af Fiat Power Train, som også sørger for motoren til Iveco Daily, som er en af Canter’ens helt store konkurrenter. Ligesom Daily kan Canter også fås i 6-7 tons klassen med store trailervægte.
Dobbeltkobling og gratis vejhjælp
Vi inviterede tømrermester Claus Ettrup fra Dragør til at prøve bilen en lille uge inklusiv en afstikker til Sverige med fuldt læs. Men bilen bærer virkelig sin byrde med et smil. Og med Duonic dobbeltkoblingsgearkassen slipper man for de evindelige gearskift.
Han synes godt om den letkørte bil, der er meget let at tæmme i bytrafik. Komforten i sædet er god, men han finder ind- og udstigningsforholdene lidt besværlige. Støjniveauet er også vel højt under acceleration. Testbilens alukasse er praktisk og god til at udnytte den store lasteevne.
Duonic gearkassen er en behagelighed at bruge i dagligdagen, når man har vænnet sig til den – især i tæt trafik. Man kan også foretage gearskiftet manuelt på gearvælgeren. De to koblinger har delt gearene imellem sig – den ene første, tredje og femte gear, den anden andet, fjerde og sjette gear. Dermed oplever man ikke noget tab i omdrejninger ved gearskift.
Ingen andre i klassen har dette gearskift, som sammen med en særlig økonomi-funktion og start/stop system hjælper det med at spare otte procent af brændstoffet, og service intervallerne er samtidig længere. Fuso byder på tre års garanti – eller 100.000 kilometer. Dertil gratis vejhjælp i Europa
Plan som et stuegulv
I forhold til andre professionelle biler, har Canter uafhængig affjedring for forakslen, så man ikke bliver træt af ujævnheder.
I kabinen sidder man godt i det luftaffjedrede Isringhausen-sæde – mens bænksædet til passagererne er mere hårdt. Hele instrumenteringen er blevet forbedret i forhold til tidligere – med flere aflæggepladser, handskerumslås, fuldautomatisk 1-zone klimaanlæg og 2-vejs justerbart rat. Fartgrebet sidder på a-stolpen – det er nu for langt væk fra passageren.
I det daglige arbejde bliver man hurtigt dus med den kompakte Fuso – men med alukasse, er det meget akavet at tanke bilen, da studsen sidder inde under kassen. Til service af motoren vippes førerhuset.
Fuso Canter kommer her i efteråret i en endnu mere brændstoføkonomisk hybrid-udgave, der er renere end Euro 5/EEV motoren i dag – men motoren i testbilen er dog forsynet med EGR-system, hvor udstødningsgassen føres tilbage til ekstra forbrænding (Exhaust Gas Recirkulation).
Motoren er meget smidig, hvilket man kan læse af momentkurven, der er plan som et stuegulv mellem 1.320- og 2.840 omdrejninger.
Sikkerhed til næste år
Det er kun de større udgaver, der i dag har elektrisk stabilitetssystem (esp/esc). Det bliver først standard i den prøvede 3,5 tons udgave til januar/februar næste år.
Canter er udviklet i Japan og har et meget tydeligt japansk lay-ouy, som eksempelvis også kendes fra Toyota Dyna og Nissan Cabstar – men til de europæiske markeder bygges Canter i Portugal, hvorfra den kommer til Danmark med skib.
Der er allerede leveret 25 Canter i Danmark af den nye udgave – mens cirka 20 er under opbygning herhjemme og i udlandet. Fuel-dispenser udgaver opbygges i Holland.
Fuso er verdens største lastbilmærke. 87 procent af selskabet Fuso i Japan ejes af Daimler. Testbilen kan i øvrigt fås med både smalt og bredt førerhus – alt efter arbejdsopgaven.
Tekniske data Fuso Canter 3,5 ton:
Motor: 4 cylindre, turbodiesel m. variabel turbo.
Slagvolumen: 2.998 ccm.
Ydelse: 150 hk v. 3.500 omdrejn.
Moment: 370 Nm v. 1.320-2.840 omdrejn.
Miljø: Euro 5/EEV, EGR og partikelfilter.
Egenvægt/totalvægt: 2.640/3.500 kg.
Køreklar vægt: 2.765 kg.
Forbrugs-gennemsnit: 10,2 km/l.
CO2 udledning: 259 gram/km (energiklasse G).
Årlig grøn ejerafgift: 9.920 kr.
Bremser: ABS og EBD.
Garanti: 3 år/100.000 km.
Serviceinterval: 40.000 km.
Pris (chassis): 296.622 kr. plus moms.