Den tyske komponent-fabrikant Bosch lancerede sidste år modulet “eAxle” til el-drevne personbiler. Modulet består af motor, omformer og transmission (kraftfordeling). De tre dele er pakket sammen i én enhed.
Nu viser Bosch eCityTruck, der er udviklet efter samme princip, men specielt rettet mod varebiler fra 2 til 7,5 tons totalvægt. eCityTruck vises på den internationale udstilling for erhvervskøretøjer IAA i Hannover fra den 20.-28. september.
Et enormt potentiale
Meningen med eCityTruck er at gøre det billigere og hurtigere for bilfabrikanterne at udvikle nye eldrevne varebiler. Bosch mener, at potentialet er enormt i en fremtid med stadig heftigere e-handel og stadig strengere miljøzoner i byerne.
I følge Bosch er eCityTruck både pladsbesparende og nem at integrere i snart sagt en hvilken som helst varebil. Enheden monteres på akslen – om det er den forreste eller den bagerste – og kan sågar integreres i en hybridbil.
Er skalerbar i effekt
eCityTruck er lige som eAxle skalerbar i effekt. For eAxle gælder, at motorydelsen kan skaleres fra 67 til 400 HK. Ved en motorydelse på 200 hk vejer modulet cirka 90 kg.
Foruden motoren indeholder modulet også en omformer. Denne transformerer batteriets højspændte jævnstrøm til den lavspændte vekselstrøm, som motoren skal bruge.
Sampakning øger effektiviteten
Modulets tredje del er transmissionen. Selv om el-biler ikke har en gearkasse, skal der alligevel være en mekanik, der regulerer el-motorens omdrejninghastighed samt forstærker og transmitterer motorens moment til drivakslen.
Bosch hævder, at de tre sampakkede komponenter i modulet øger den mekaniske effektivitet. Et eksempel på en kunde, der benytter en elektrisk drivlinje fra Bosch er Deutsche Post, der ejer virksomheden bag den el-drevne post- og varebil StreetScooter.
Bosch oplyser, at eCityTruck er et lige så modent og velafprøvet produkt som eAxle. Rækkevidden er typisk fra 80 til 200 km afhængig af batteriets størrelse. – Med sit kompakte design reduceres kompleksiteten i drivlinjen foruden at reducere omkostningerne og øge effektiviteten, lyder det fra Bosch.