Nu er der udviklet partikelfiltre til elektriske biler. Fake news? Ikke i følge filter-producenten Mann+Hummel. Her er der tale om ‘bessermachen’ med det formål at fjerne den sidste rest af lokal forurening fra bilerne.
Virksomheden har nemlig udviklet et filter, der fanger det fine støv, som dannes når dækkene og bremsekloderne slides. Den elektriske varebil StreetScooter bliver i følge Mann+Hummel verdens første helt emissionsfri bil.
Fem biler i et pilotprojekt
I første omgang er der monteret filtre i 5 biler, der kører i den tyske by Ludwigsburg i et pilotprojekt. Bliver resultatet en succes, vil filtrene blive masseproduceret.
Filteret sidder i bagerste del af bilens undervogn. Der er tale om et system af såkaldt aktive filtre. Det vil sige, at elektriske blæsere fodrer filtrene med luft . Dermed sker der også en filtrering af luften, når bilen holder stille.
Filter-enheden er placeret ved bilens bagaksel. Denne placering er valgt, fordi systemet dermed ikke optager plads, der kunne bruges til andre formål, og fordi det netop er her, at støvforureningen er mest koncentreret.
Sensorer overvåger filtreringen
Filtrene er udstyret med sensorer, der tillader online-overvågning af filtrene. For eksempel registreres, hvor effektivt filtrene arbejder, hvor stor en luftmængde de filtrerer, og hvor meget støv der er i luften. Desuden registreres en række vejrmæssige forhold.
Al denne information lagres i skyen og visualiseres i et web-interface, som Mann+Hummels eksperter bruger til løbende at overvåge og evaluere, hvor effektiv filtreringen er.
Et pionerprojekt
– Flere og flere mennesker i verdens storbyer bliver påvirket af luftforureningen. Hvis ikke filter-eksperter som os skulle prøve at finde en løsning på dette problem, hvem skulle så? spørger Alfred Weber, der er administrerende direktør i Mann+Hummel.
StreetScooter ejes og drives af den tyske postvirksomhed “Deutsche Post DHL Group”. – Med disse nye støvfiltre kan vi yderligere skærpe vore bilers grønne profil. Vi er derfor glade for at kunne deltage i dette pilotprojekt, som vi også tror på er et pionerprojekt, siger Achim Kampker, der er adm. dir. for StreetScooter.
Bedre end et kørselsforbud
Ludwigsburgs borgmester – Werner Spec – er glad for, at hans by er valgt til projektet. – Vi har i forvejen en bred palet af miljøtiltag i vores by, og det har vi høstet anerkendelse for. I 2014 blev vi kåret som Tysklands mest bæredygtige, mellemstore by, siger han.
Borgmesteren mener, at der i dette pilotprojekt ligger et betydeligt større potentiale for miljøforbedring, end der ligger i f.eks. et kørselsforbud.
I følge Verdenssundhedsorganisationen WHO dør der årligt 47.000 tyskere som følge af luftforurening.