Så kom de officielle priser på Land Rovers nye Discovery Sport.
Med 6-trins manuelt gear skal den 5-dørs SUV med en 150 hk turboladet TD4 dieselmotor på 2,2-liter koste 703.000 kroner.
Med en turboladet SD4-variant af samme 2,2-liter motor med 190 hestekræfter bliver prisen 753.000 kroner, og for en benzindrevet 240 hk Si4-motor på 2,0 liter er prisen sat til 806.000 kroner.
Seks eller ni geartrin
Gider man ikke selv røre i gryden, men fordrer sin Discovery Sport med 9-trins automatgear bliver prisen med førnævnte TD4-udgave 765.000 kroner og 804.000 kroner for SD4-versionen.
Si4-udgaven er som standard udstyret med automatgear.
4×4 med S-udstyr
Der er for alle fem biler tale om 4-hjulstrukne og S-udstyrede versioner, så skulle de forekomme for skrabede vælger man blot en SE-, HSE- eller HSE Luxury-udgave, men så bliver prisen altså også mere eksklusiv.
På niveau med Evoque
Land Rover Danmark har tidligere antydet, at priserne for Discovery Sport ville blive på niveau med tilsvarende 5-dørs versioner af Range Rover Evoque, som er baseret på samme chassisplatform.
Til sammenligning koster den billigste Evoque med TD4-motor 830.000 kroner, TD4-udgaven 900.000 kroner og Si4-versionen 970.000 kroner.
Van-udgaver fra 350.000 kroner
Der foreligger endnu ikke priser på Van-udgaverne af Discovery Sport, men for varebilversionerne af de førnævnte tre Evoque-varianter er priserne henholdsvis 441.927, 479.427 og 506.788 kroner inklusive moms; 380.272, 413.272 og 427.612 kroner eksklusive moms.
Med det in mente burde van-priserne for de tilsvarende Discovery Sport-udgaver henholdsvis blive omkring 350.000, 375.000 og 405.000 kroner eksklusive moms.
Den billigste til sidst
Discovery Sport-seriens billigste version bliver den 2-hjulstrukne ED4, der først ventes lanceret senere, mens de 4-hjulstrukne modeller har dansk premiere den 28. februar.