Citroën C4 Picasso er af det tyske Bild am Sonntag blevet hædret med Das Goldene Rat. I forvejen er den franske MPV-model blevet hædret med det ligeledes tyske magasin Auto Motor und Sports Autonis designpris. Citroëns såkaldte Technospace-koncept, der er baseret på modulplatformen EMP2, er blevet prist for dets stærke og udtryksfulde design, inspirerende og komfortable interiør samt forbedrede teknologi. Sidstnævnte skyldes bl.a., at C4 Picasso er den første med den nye BlueHDi motor, der med en videreudviklet katalysatorteknologi minimerer motorens udslip af CO2 og NOx; kvælstofoxider, så den opfylder den nye Euro 6-standard. Forbedringerne indebærer desuden en reduktion af egenvægten med 140 kilo, hvilket er opnået i samarbejde med det franske Plastic Omnium, der har udviklet kompositkomponenter til vognbunden og bagagerummet tillige med paneler og stødfangere af termoplast. Materialet bidrog til at give designafdelingen friere hænder ved udformningen af den nye modelgeneration.