Opel fabrikkerne i Tyskland er imponeret over det sikkerhedsarbejde, som Thisted virksomheden Dahl Engineering udfører ved ombygning af de tyske biler til varebiler.
Ombygning af stationcars og MPV-biler til varebiler, så bilernes adskillelser kan tåle store påvirkninger fra godset ved uheld, sker kun i meget få lande. Så Opel har lagt arbejdet i hænderne på det nordjyske firma – der også har en godkendelse fra den tyske kontrolkoncern TÜV.
Bag firmaet på Løvevej i Thisted står Claus Dahl, der også er kendt for udviklingen af et særligt hybridsæde til busser – sæder, som på sekunder kan ændres fra sæder til voksne til sæder for børn.
Crashtest i fem år
Arbejdet for Opel går snart fem år tilbage – senest er det blevet til godkendelse af adskillelser til de nye MPV biler Opel Meriva og Zafira, hvor det blå stempel ikke kommer fra Opel uden at Opels retningslinjer er fulgt – og arbejdet er godkendt. Godkendt er tillige modellerne Corsa, Astra Classic, Vectra og Antara.
Opel går længere end de fleste bilproducenter. Ingen andre importører får foretaget en sådan sikkerhedsprocedure hos Dahl Engineering – som er det eneste firma af sin art herhjemme – og det er da heller ikke et krav ifølge detailforskrifterne fra Trafikstyrelsen.
Dahl arbejder ud af de såkaldte ISO normer i sit arbejde, som omfatter trykprøvning af adskillelserne ud fra internationale krav, som siden oktober også omhandler typegodkendelse af biler fra fabrikkerne. Dahl låner et råt chassis fra Opel til arbejdet.
Hårde krav
– Ved seneste trykprøvning af den nye Zafira Tourer Flexivan i december fortsatte man presset med et stempel op mod adskillelsen, efter de lovbefalede 750 kg var passeret. Dahl fortsatte til 2,7 tons – men først ved 2,5 ton begyndte adskillelsen at bøje. Det vidner om kvalitetsarbejde, da adskillelsen skulle dimensioneres, siger Bent Steen Jensen, produktchef for Opel varebiler i Danmark.
Efter godkendelsen af adskillelsen, der er dimensioneret efter godkendelsen, gik opbygningen af de såkaldte Flexivan varebiler i gang hos firmaet Autologik i Vamdrup.
Bilerne kommer til Autologik fra fabrikkerne uden sæder og uden seler. Nogle af rummene under gulvet er udnyttet til skjulte aflæggerum.
Iværksætteren Claus Dahl har en lige stor del nordjysk stædighed, viljestyrke og udholdenhed – krydret med netværk og lokale ressourcer til at sikre virksomhedens succes med innovation indenfor sikkerhed af transportudstyr.
Bilfabrikkerne
– Mine kunder omfatter mange af de store bilfabrikker – ikke mindst i forbindelse med sikker handicap-transport, transport af børn – og særlige test af karosseriers styrke, når en bil skal bruges til forskellige formål. Det har været tilfældet med eksempelvis biler til dansk politi, siger Claus Dahl.
Det er ofte et meget langsommeligt arbejde – især med alle godkendelser og kampe med diverse myndigheder – og måske er det derfor, at der nærmest ingen konkurrenter er herhjemme. Markedet er meget lille.
Men med sin far Svend Erik Dahl Pedersen som mentor – samt fleksible medarbejdere, stor ekspertviden, en fornuftig og hjælpsom kommune og velvillig bank – og vigtig støtte fra den lokale folketingspolitiker Torben Schack Pedersen (V), er det lykkedes at skabe et unikt teknologicentrum, der i dag også omfatter en lille produktionsfabrik til de særlige hybridsæder.