Det svenske transportfirma Best Transport har en ambition om inden udgangen af 2018 at tilbyde landsdækkende service i Danmark, skriver Transportmagasinet. Firmaet har i Sverige 400 biler, der leverer varer til og fra virksomheder og private.
Best Transport har fordoblet sit salg fra 2014 til 2016 og omsætter nu for mere end 400 millioner svenske kroner om året. Det er denne vækst, som har givet firmaet så meget selvtillid, at de har sparket døren ind til det danske marked. Foreløbig tilbyder Best Transort sine tjenester i Københavnsområdet og på Sjælland.
Serviceniveauet er for lavt
I spidsen for det danske fremstød står Kitte Filtenborg. – Vi kan se et behov for at tænke transport og varelevering på en ny måde. Der er mange virksomheder, som tilbyder at levere varer fra eksempelvis online-butikker. Men vi må også konstatere, at serviceniveauet og hastigheden langt fra lever op til de forventninger, som både kunder og de erhvervsdrivende har, hævder hun.
Best Transport har i øjeblikket 13.000 skandinaviske kunder. Forventning er, at dette antal vil stige markant med etableringen i Danmark.
Kapitalfond står bag
Bag virksomheden står den svenske kapitalfond Valedo, som leverer de økonomiske muskler til firmaets ekspansion. Men timingen er i følge Best Transport også ganske god.
– Vi kan se, at markedet for online-handel er stigende. Hele branchen er overbevist om, at det vil fortsætte i fremtiden, siger Kitte Filtenborg.
Lys fremtid i Danmark
– Best Transport befinder sig i en meget spændende fase. Etableringen rummer store muligheder, fordi det danske marked har et enormt vækstpotentiale, siger Niklas Knight fra Best Transport og tilføjer:
– Vi kommer med konkurrencedygtige og markedsførende løsninger. Derfor er jeg overbevist om, at etableringen vil blive en stor succes.
Best Transport har siden 1976 tilbudt virksomheder transportløsninger inden for eksempelvis lokale bud- og kurertjenester, distribution og hjemtransport.
I dag kører de 400 biler fra terminaler i Stockholm, Uppsala, Göteborg, Malmø, Växjö, Luleå, Oslo og nu også København.