Vel er der ikke meget varebil over dette monstrum, som skal køre Dakar Rally 2014. Men i det mindste kommer noget af den fra pick-up modellen Chevrolet Colorado. Bilen er bygget hos Jeffries Racing i Californien, som tidligere har lavet biler til Dakar Rally – og det er præcis, hvad denne EVR Proto VX 101 skal bruges til.
Dakar Rally 2014.
Rutinerede piloter
EVR står for Eric Vigouroux Racing, og Eric Vigouroux er en ”amerikaneriseret“ franskmand bosat i San Diego, og en rutineret off-road pilot. Han er tidligere verdensmester i 2WD-klassementet og har i de seneste fire år vundet masser af løb. Sidste år vandt han i sin Chevbrolet Silverado det marokkanske foran en stribe fabriksteam. Efter flere starter i Dakar Rally har han nu stillet skarpt på 2014-udgaven, som han vil køre i eget team-regi.
Det samme gælder amerikaneren BJ Baldwin, Las Vegas, der har flere end 500 off-road rallyer og stribevis af sejre bag sig. Han kørte f.eks. i 2010 en Hummer i Dakar Rally og har en generel syvendeplads og en klassesejr som sit hidtil bedste resultat – foran blandt andre Robby Gordon i en bil fra Hummers fabriksteam.
Med Corvette racermotor
Normalt tumler Baldwin med en Chevy picl-up med 800 hk spændt for de trækkende hjul, men i Eric Vigourouxs monsterbil bliver han trukket af en 7,0-liter V8 Corvette Racing-motor koblet til en sekventiel Fortin-gearkasse. Som standard yder Corvette-motoren 505 hk og 637 Nm. Der foreligger ikke officielle data for ydelsen i Vigouroux-Baldwin teamets Chevy’er.
Vigouroux og Baldwin stiller til start i hver sit eksemplar af EVR Proto VX 101 Rally Raid Conceptet, og de får kamp til stregen, bl.a. fordi Ford stiller med et par specialbyggede eksemplarer af pick-up modellen Ranger.
Sydafrikansk Ford-team
Der er tale om et sydafrikansk baseret initiativ og team fra Pietermaritzburg. Neil Woolridge Motorsport har med officiel støtte fra Ford udviklet to specialbyggede versioner af T6 4×4 Double Cab Ranger udstyret med 5,0 liter V8-motor i stedet for den sædvanlige 5-cyl. 3,2 liter turbodieselmotor.
Bilerne skal køres af henholdsvis Lucio Alvarez og Chris Visser. Med 354 hk og 560 Nm koblet til sekventielle 6-trins Sadev-gearkasser og spærredifferentiale på begge aksler er Rangerne skruet sammen til race med 245/85 Michelin-dæk på 16-tommer hjul og luftkølede bremseskiver på forakslen og vandkølede ditto på bagakslen. Topfarten for den 1975 kg tunge Ranger er opgivet til 170 km/t.