Dacia er ved at kridte banen op til endnu en udvidelse af det danske modelprogram, og denne gang med en mindre SUV-lignende 5-dørs hatchback med off road-look.
Der er tale om den kompakte Sandero Stepway, der er baseret på Renault Clio-platformen, og den lanceres herhjemme i starten af november.
Renault Danmark har gennem længere tid arbejdet på at forhandle sig frem til det nødvendige grundlag for en dansk introduktion, og det er nu lykkedes.
Stepway kommer til registrering både som personbil og varebil på gule og spraglede nummerskilte.
Den femte i programmet
Sandero Stepway bliver den femte model i det danske Dacia-program, som i forvejen tæller modellerne Sandero, Lodgy, Logan MCV og Duster – de tre sidstnævnte sælges også som varebiler.
Om det samme vil gøre sig gældende for Sandero Stepway skal vise sig, men den holder jo nærmest ved højrebenet, eftersom den såkaldte B0-platform i forvejen har været anvendt som leverandør af varebil-versioner af såvel Clio som Clio Sport Tourer og Captur.
Endnu et varebil-alternativ?
Disse findes alle som Authentique-udstyrede van-udgaver til priser fra henholdsvis 87.903/104.927 kr. excl./incl. moms, 94.346/112.362 kr. excl./incl. moms og 99.999/120.238 kr. excl./incl. moms.
Dacia-programmets p.t. billigste varebil er Logan MCV Van til 66.999/80.115 kr. excl./ncl. moms for en basisudgave. Lidt – men ikke meget – dyrere er basisudgaven af Lodgy Van til 85.799/100.807 kr. excl./incl. moms.
Dyrest er SUV-modellen Duster, som i basisversionen er prissat til 89.499/105.623 kr. excl./incl. moms.
Med en van-udgave af Sandero Stepway burde Dacia prismæssigt kunne klemme et personbilpræget alternativ til gule nummerskilte ind under Logan MCV eller i det mindste på linie med denne.
Vi får vente og se, formentlig kommer der nogle tal på bordet ved en forpremiere i næste måned.
To 90 hk motorvarianter
Sandero Stepway kan være udstyret med en 4-cyl. benzindreven turbomotor med på et slagvolumen på 900 kubikcentimeter og 90 hk/135 Nm eller en turboladet og dieseldreven variant med Renaults veltrimmede 1,5 dCi-motor med en ydelser på 90 hk – begge med 5-trins manuel gearkasse.
Med 90 hk dieselmotor er Stepway angiveligt god for et gennemsnitligt normtal på 25,0 km/l og et CO2-udslip på 104 g/km, mens de tilsvarende værdier for den benzindrevne 90 hk-motor er 18,5 km/l og 124 g/km.
20,5 cm frihøjde
Stepway adskiller sig fra den ordinære Sandero ved en SUV-agtig profil, som også indebærer en frihøjde på 20,5 cm – 4,5 cm højere end den 5-dørs Sandero, og en frihøjde som kan matche flere regulære SUV-biler.
Stepway måler i længden 4080 mm og 1560 mm i højden, mens bagagerummets kapacitet er 1.200 liter.