Vejdirektoratet har rundt om i landet udpeget en række egnede kryds på statsvejnettet, hvor der i den kommende tid – helt eller delvist – etableres ”højresving for rødt” for cyklister. De udvalgte lyskryds forekommer primært på statsveje i og ved større byer, hvor der er flest cyklister. Forsøget strækker sig frem til udgangen af 2015.
Med transportministerens og justisministerens velsignelse kan cyklister fra og med i dag svinge til højre for rødt lys, men kun i de nævnte udvalgte lyskryds med særlig skiltning.
De første er kryds i forsøgsordningen er Gladsaxe/Hillerødmotorvejen og Mørkhøjvej/Hillerødmotorvejen, hvor det ved skiltning tilkendegives, at cyklister må foretage højresving, selvom lyskurven lyser rødt.
Inden årets udgang forventes de øvrige udvalgte kryds i forsøgsordningen indrettet til ”højresving for rødt“.
Når forsøgsperioden udløber i 2015, forventes der at foreligge tilstrækkelige erfaringer til vurdering og en eventuel belsutning om en mere permanent ordning med højresving for rødt lys.
Tror på konceptet
Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF), der i oktober havde møde med en række repræsentanter fra transportbranchen for at se på løsninger på problemet med højresvingsulykker, siger om forsøgsordningen:
– Jeg tror på, at vi med forsøget kan udvikle et holdbart koncept, som gør det lettere at komme rundt på cykel. Regeringen tager nemlig cyklen alvorligt som transportmiddel. Cyklen er god for vores sundhed og miljø – og ikke mindst trængslen. Derfor skal vi have mange flere til at tage cyklen i stedet for bilen, og derfor skal vi gøre det lettere at være cyklist. Vi igangsætter nu et forsøg, som jeg håber og tror vil inspirere kommunerne. Forsøget vil samtidig være med til at skabe klarhed over, hvornår højresving for rødt kan være en god idé.
Respekten for loven
Justitsminister Morten Bødskov (S) siger i en kommentar til forsøgsordningen:
– Mange cyklister oplever fra tid til anden at skulle standse ved rødt lys på steder, hvor de ellers kunne svinge til højre trygt og sikkert – og uden fare for andre trafikanter. Det kan virke som en unødvendig begrænsning i en travl hverdag og kan være med til at svække den almindelige respekt for færdselsreglerne til skade for trafiksikkerheden. Jeg er derfor også meget tilfreds med, at vi nu igangsætter en forsøgsordning med højresving for rødt for cyklister på steder, hvor det kan ske uden at sætte trafiksikkerheden over styr.
Delte meninger
Forsøgsordningen har fra den første time delt trafikanter i adskilte lejre. Debatten afspejles på netmedier og i sociale medier med bemærkninger som f.eks.:
– Det forsøg har jeg da været med i i flere år Der er da ingen grund til at holde og spilde sin tid for rødt ved højresving Livet er for kort til at holde for rødt og være til grin …
– Hvorfor lave forsøg? Cyklister gør det alligevel, politiet tager sig ikke af det. – En cyklist drejer til højre for rødt, en tværkørende kører over for grønt, og rammer cyklisten. Hvem har skylden?
– Lad nu være med at gøre det til et større problem end det er! Man skal jo orientere sig ligemeget om det er rødt eller grønt.
– Der er cyklister, der er lige så store egoister som de værste bilister, så hvor sjovt bliver det at være fodgænger …
Hvad mener du om forsøgsordningen? Er myndighederne på rette spor med dette forsøg? Giv dit besyv med i kommentarfeltet herunder!