Ford rimer på sport, men det er nok ikke lige det, der er forklaringen på, at det amerikanske mærke har en solid tradition for at sætte fartstriber og andet lir på deres varevogne.
Måske begyndte traditionen i de tidlige 1970’ere, hvor successen med Ford Transit var blevet ganske mærkbar. Ikke færre end 400.000 Transit’er var da rullet af samlebåndene, og Ford havde god grund til at fejre successen – på både den ene og den anden anden måde.
Transit med 435 hypper
En af måderne var at gå sammen med et racing-team fra Essex med det formål at bygge en – for at sige det mildt – meget sportslig Transit. Den hed Supervan og havde under hjelmen en 5-liters V8’er med 435 hestekræfter.
Den kunne få varerne ud i en fart, men helt så hurtigt kommer det ikke til at gå i den allernyeste Sportudgave i Transitfamilien. Den hedder Connect Sport og havde debut på den netop overståede IAA-messe for erhvervsbiler i Hannover.
Fartstriber og læder
Her er det ikke motorkraften, der er i fokus. Det handler om appearance. Brede matsorte fartstriber med kanter i sølv eller orange pryder kølerhjelmen og hækpartiet. Dertil kommer 16 tommer store og mørke letvægtsfælge i en rustfri legering.
Kabinen er gjort ekstra lækker med delvis læderindtræk og en startknap til tændingen. Der er også to-zonet klimaanlæg med automatisk temperaturkontrol, fartpilot med automatisk fartbegrænser og tågeforlygter med drejefunktion.
Kan bestilles fra november
Connect Sport føjer sig til rækken af andre Sport-udgaver så som Fiesta Van Sport, Courier Sport og Custom Sport. Den danske Fordimportør oplyser, at Connect Sport kommer til Danmark, og at den kan bestilles til produktion fra november.
Men det kræver lidt tålmodighed, for leveringstiden forventes at blive cirka fire måneder.
Den almindelige Connect-model blev introduceret tidligere i år med opgraderede benzin- og dieselmotorer samt mulighed for 8-trins automatik.