For en Citroën C4 Cactus er det officielle normtal for det gennemsnitlige brændstofforbrug opgivet til 32,3 kilometer per liter, men det gælder ikke for en Cactus Airflow 2L, der stiller med et normtal på 50,0 kilometer per liter!
Hvor den ”ordinære“ Cactus glimrer ved et et CO2-udslip på kun 82,0 gram per kilometer, vil denne utvivlsomt også på det punkt blive overgået af konceptbilen Airflow 2L, selvom der i denne sammenhæng endnu ikke foreligger officielle tal.
Flere forklaringer
C4 Cactus glimrer i forvejen ved et bemærkelsesværdigt lavt brændstofforbrug og CO2-udslip, så spørgsmålet trænger sig på: hvordan kan Airflow-konceptet præstere en så stor forskel i forhold til den nyligt lancerede C4 Cactus?
Der er flere forklaringer, men sammenfattet skyldes det, at Citroën er kommet langt i udvikling af løsninger til reduktion af brændstofforbrug og udslip.
Forbedrede værdier
Ved optimering af Cactus-designet er aerodynamikken og Cw-værdien forbedret med ca. 20 pct.
Ved at kombinere en Pure Tech 82-motor med såkaldt Hybrid Air-teknologi er brændstofforbruget sænket med ca. 30 pct.
Ved anvendelse af materialer som let højstyrkestål, aluminium, kulfiber og andre kompositmaterialer , f.eks. ved at erstatte glas med polykarbonat er bilens egenvægt reduceret med 100 kilo.
Ved yderligere at udstyre bilen bilen med vægtbesparende LED-lysteknik og smalle 19-tommet Michelin-dæk med høje dæksider med lav rullemodstand spares der på energibehovet og dermed brændstofforbruget.
Højteknologisk koncept
Tilsammen resulterer det i et koncept med ekstremt gode værdier og et væsentligt mindre miljømæssigt aftryk end mange af de mest miljørigtige biler i dag.
C4 Cactus Airflow 2L er baseret på den franske 2l/100-projekt organiseret af den franske Plateforme de la Filière Automobiler Industry-gruppe, der som mål har at få reduceret bilers driftsomkostninger og påvirkning af miljøet.
Citroën tog i den forbindelse udgangspunkt i den nye C4 Cactus i den hensigt at få udviklet et højteknologisk koncept med et ekstremt lavt brændstofforbrug.
Optimeret aerodynamik
Med Airflow 2L-konceptet er man dog ikke begyndt helt helt forfra, men startede med dels at optimere i Cactus’ aerodynamik ved dels at modificere eksisterende designdetaljer og dels at tilføje helt nye detaljer.
Airflow har eksempelvis i fronten tre luftindtag, hvis indstilling justeres i forhold til kørslen, det vil sige behovet for køling af motoren og ønsket om at minimere bilens luftmodstand.
Kameraer i stedet for spejle
Frontpartiet er formgivet med små lameller, der leder luften forbi forhjulene og bagtil bidrager en forlænget spoiler til at mindske tendensen til turbulens, der kan spolere bilens samlede luftmodstandskoefficient.
Og i stedet for traditionelle sidespejle, har Airflow 2L bagudvendte kameraer – hvordan dét vil stemme overens med de gældende EU-krav om store sidespejle af hensyn tl trafiksikkerheden må tiden vise.
De store sidespejle, der i dag standardudstyr, bidrager i alle tilfælde ikke til forbedring af bilernes aerodynamik.
Desuden præsenterer Airflow ændringer i undervognen for at reducere luftmodstanden mest muligt ligesom bilen i stedet for traditionelle lygter er tilgodeset med lED-lysteknologi, der bidrager til reduktion af energibehovet og dermed brændstofforbruget.
På slankekur
Airflow 2L-karrosseriet er 100 kilo lettere end C4 Cactus, som i forvejen er 200 kilo lettere end en C4 hatchback, og det er opnået ved udvidet anvendelse af aluminium flere steder i konstruktionen, specielt højstyrkestål i blandt andet sidepaneler og kompositmaterialer i frontpartiet.
Ændringerne og anvendelsen af de nævnte materialer bidrager desuden til dels at forstærke konstruktionen og dels at forbedre dens evne til at opsuge og afbøde effekten af eventuelle kollisionskræfter.
Ny materiale-strategi
Samtidigt er der udviklet nye metoder til produktion i større skala og Citroën forudser en øget anvendelse af kompositmaterialer ved udvikling af biler fremover.
Når vægten af én kubikmeter kulfiber på 1.200 liter holdes op mod en tilsvarende mængde aluminium eller stål med en vægt på henholdsvis 2.700 og 7.800 kilo, er det let at se fordelen ved kompositmateriale, når dette kan anvendes uden tab af materialestyrke – eller endda kan vise sig at være stærkere end aluminium og stål.
På samme måde kan polycarbonat være et vægtbesparende alternativ til glas, f.eks. til panoramatag.
Tre cylindre er nok
Kombineret med PSA-gruppens Hybrid Air-drivlinie medfører anvendelsen af den 3-cyl. Pure Tech 82-benzinmotor, at brændstofforbruget reduceres med omkring 30 pct., hvilket dermed i høj bidrager til at nå målsætningen om at gøre Airflow-konceptet til en 2l/100 km-bil.
Nøgletal for Airflow
Længde: 4156 mm
Bredde: 1729 mm
Højde: 1487 mm
Egenvægt: 865 kg