Citroën vil gerne sælge Cactus og præsenterer lige om lidt et større udvalg på det danske marked.
Ikke for at gå blomsterbutikker og havecentre i bedene, men for at sælge en biltype, som er udviklet til at imødekomme købere med krav om særlige kvaliteter, som Citroën derfor har søgt at bygge ind i den nye bil, der i det mindste til en begyndelse vil stikke ud fra alle andre i gadebilledet.
Der er tale om en model, der er tænkt som en ny standard for kombinationen af design, komfort, teknologi og økonomi.
Med ”gummidøre“
I det mindste er der sørget for, at den med iøjnefaldende ”gummidøre“ vil stikke ud fra mængden og glæde ejerne ved at være ”vaccineret“ mod parkeringseksem på grund af de gummibeklædte sidedøre.
Hvilken betydning de såkaldte Airbumps vil få for den C4-baserede Cactus-serie er svært at sige, men de er dog heller ikke det eneste Citroëns designafdeling har bidraget med til at understrege formen på den nye C4 Cactus.
Reelt er den baseret på Citroëns såkaldte Platform 1, som også udgør ”rygraden“ i modellerne C3, DS3 og C-Elysee, og 67 pct. af komponenter og drivlinie i C4 Cactus er hentet fra denne platform.
Gedigen konfiguration
Bilens proportioner og dimensioner er optimeret til benefice for ”rummelighed og komfort“, bl.a. ved at placere passagerairbaggen i loftet ffremfor i instrumentbordet ligesom der med digital og intuitiv instrumentering i en 7-tommer skærm er sørget for luft omkring førerpladsen og de brede sofastole i kabinen.
Cactus måler i længden 4160 mm, 1730 mm i bredden og 1480 mm i højden. Akselafstanden er 2610 mm – så at sige en klassisk konfiguration, der borger for gedigne køreegenskaber.
Med korte udhæng for og bag og hjulene ude i hjørnerne er der sørget for en god fornemmelse af bilens ydre ved manøvrering på steder med knebne pladsforhold.
Kompakt af ydre ganske vist, men alligevel med gode adgangsforhold og fin indvendig pladsudnyttelse, og netop derfor har Citroën tilføjet C4 til Cactus for derved at understrege, at bilen har mere at byde på.
32,3 km/l og 82 g/km
Cactus er ikke bare 170 mm kortere end forlægget C4, men også 200 kilo lettere, hvilket bidrager til bilens positive præstationer med gennemsnitlige normtal på op til 32,3 km/l og CO2-udslip ned til 82 g/km for en dieseldrevet Cactus og omkring 100 g/km for en benzindrevet ditto.
Motorprogrammet spænder fra en 3-cyl. VTI-benzinmotor på 1,2 liter med en ydelse på 82 hk og med stop/start-system til en ligeledes 3-cyl. 110 hk Pure Tech e-THP 110 hk benzinmotor på 1,2 liter.
Dertil kommer dels en 92 hk e-HDI-turbodieselmotor og dels en 4-cyl. 100 hk BlueHDI turbodieselmotor på 1,6 liter, begge med stop/start-system og partikelfilter og den sidstnævnte tillige med NOx-katalysator og Euro 6-klassificering.
Fire udstyrsvarianter
Cactus lanceres i fire udstyrsversioner kaldet Feel, Feel Edition, Shine og Shine Edition og med stigende niveau fra den relativt veludstyrede Feel og opefter.
Priserne for personbiludgaverne begynder ved 169.990 kr. for en Pure Tech 82 Feel med manuelt gear.
For en tilsvarende van-udgave er prisen 98.990 excl. moms (21.112 kr.), mens en dieseldrevet e-HDI-udgave er prissat til 103.990 kr. excl. moms (25.512 kr.).
Dertil kommer to BlueHDI 100-versioner, der er prissat til henholdsvis 99.990 kr. excl. moms (24.998 kr.) og 124.990 kr. excl. moms (29.235 kr.).
Alle van-udgaverne har manuelt 5-trins gear med undtagelse af e-HDI, som er udstyret med Citroëns elektroniske 6-trins ETG6-gearkasse.