Vi har netop skrevet om den nye Ford F-250 Super Duty, som har fået en ordentlig overhaling med endnu mere luksus og tekniske finesser. Den har længe været amerikanernes favorit, men du kan sige America uden også at sige Chevrolet Silverado. Det er mærkets store pickup, som kan spore sin historie helt tilbage 1930. Så lang en produktionshistorie kræver nogle opdateringer, og sådan en har Silverado netop fået. Den skal nemlig være frisk til våbenkapløbet med Ford F-250 og Dodge Ram.
Tech-sulten
Den nye Silverado har ligesom Ford’s konkurrent fået flere elektroniske sikkerhedssystemer som automatisk lys, som selv blænder ned for modkørende. Samtidig får modellen nu også automatisk nødbremse-system og vognbaneskift-alarm. For de tech-hungrende lover Chevrolet også, at modellen fås med Apple’s Carplay, som kan spejle din telefon på bilens trykfølsomme syv- eller otte tommer skærm. Samtidig vil det være muligt at få trådløs ladning af telefonen som ekstraudstyr. Og bare rolig. Hvis du holder med Android, har Chevrolet selvfølgelig også tænkt på dig.
Makeover af et amerikansk ikon
De seneste 10 år har de store amerikanske pickups udviklet sig fra at være arbejdsredskaber til at være luksuslimousiner, der tilfældigvis kan laste et ton og trække over 10 tons. Derfor er det ikke nogen overraskelse, at mærkerne propper deres modeller med de nyeste gadgets. Den nye Silverado får eksempelvis Digital Steering Assist servostyring, som skulle give en bedre følelse med vejen, men som samtidig kan kompensere for, om vognen er læsset eller ulæsset i tilfælde af en undvigemanøvre.
Mange miles
Selvom Chevrolet kun har faceliftet Silverado, har de ikke gjort noget ved den tilladte trailervægt. Det er ellers her Dodge, Ford og Chevrolet lægger arm. Men Silverado må stadig ‘kun’ trække 10.523 kg i den mest macho-udgave med en 6,6-liters dieselmotor med 397 hk og 1.224 Nm. På trailer-vægten er Dodge Ram stadig konge med, da den må trække 14.156,6 kg.
Alt er større i USA – 14 tons på krogen i ny Ram
I stedet må Chevrolet slå sig op på holdbarhed. De påstår, at en Silverado med dieselmotoren er udviklet til at holde mindst 200.000 hårde miles uden store reparationer. Det svarer til 322.000 km – det er meget godt klaret, hvis den skal have 10 tons på krogen hver dag.