Det svarer lidt til at lukke vandet ud af havet for at kunne bygge skibet, der ikke kan synke. Bridgestone er i gang med at udvikle et dæk, der ikke kan punktere; fordi der ikke er luft i det.
Får projektet gang på jord, vil det betyde enden på reservehjul og donkraft i varerummet eller nødkit med skum og 12-volts pumpe.
Ældre end bilen
Egentlig er det punkterfri dæk ældre end bilen. Gummiringe uden luft kom længe får dækket med luftslange indeni. Luften blev fyldt i for at opnå den affjedrende effekt, men ulempen er, at de jo kan punktere.
Run flat dæk er ingen nyhed. Det er dæk med sider, som gør bilen i stand til at fortsætte for nedsat hastighed efter en punktering. Men det fjedrende dæk uden luft er en milepæl, dækbranchen har drømt om siden luftslangen blev opfundet.
Havet uden vand
Verdens største dækproducent, Bridgestone, arbejder på et miljøvenligt alternativ til konventionelle dæk.
Gummidæk med luft har været praksis i mere end 100 år og afløste de massive dæk uden affjedring, som bestemt ikke var terrængående eller egnet til hurtig kørsel, hverken på trædecykel eller i automobil.
I fuld gang
Næste år lancerer Bridgestone så det luft-fri, punkterfri dæk til de tohjulede, men forskerne er i fuld gang med at forfine teknologien også til biler.
Dækket er bygget op af affjedrende plastikeger, en ramme af letmetal og har en slidbane af miljøvenligt gummi.
Længere på literen
Alle materialer er genanvendelige, og dækket er betydeligt lettere end konventionelle dæk. Det gør en kæmpe forskel for brændstofforbruget, fortæller teknisk chef hos Bridgestone Danmark Jesper Sørensen.
- Alle bilfabrikanter kæmper for at få brændstofforbruget ned, og en af de væsentligste metoder er at nedsætte bilens vægt. Derfor tæller hvert eneste gram i det regnskab.
Kun slidbanen
Også selve produktionen af dækket belaster miljøet mindre end de dæk, vi kender i dag, siger han.
- Og formodentlig vil man kunne nøjes med at skifte slidbanen frem for hele dækket, når den er slidt op.
Cykler og golfbiler
I første omgang monteres den nye dæktype kun på specialudviklede cykler. Præcis hvornår de kommer i handlen til biler, kan Bridgestone ikke sige noget om endnu.
Udfordringerne ved de luft-fri dæk er, at de er svære at masseproducere, men forskerne hos Bridgestone er nu i gang med at knække koden. Den nye teknologi vil i begyndelsen blive afprøvet på golfbiler og andre små køretøjer.