Er du den lykkelige ejer eller måske chauffør af Mercedes nye Vito eller V-klasse, men er træt af, at damerne ikke rigtig lægger mærke til dig, når du ruller ind foran stationen i Kalundborg. Så kan det være, du skal kigge efter en Brabus-kur. Det tyske firma er kendt for at hive absurde kræfter ud af Mercedes forskellige modeller.
Mercedes-Benz Vito på sejrskurs
Brabus har kastet sig over V-klassen, som de udvendigt pimper med enten 18 eller 19 tommer Monoblock fælge. Sammen med større hjul kan du også købe dit et sæt sportsfjedre, som sænker vognen mellem 15 og 25 mm, alt efter modellen. Men det, der for alvor får damerne til at vende sig om efter netop din slæde, er et aerodynamisk bodykit med en frontspoiler, nye luftindtag og LED-lygter. Bagenden har fået en ændret bagspoiler med diffuser og indbygget sportsudstødning med fire potter.
Fuld fart frem
Alt det udvendige gejl er fint nok, men for nogen er det de indre værdier der tæller – og heste tæller allermest. Brabus leverer også et tuningsboks til Mercedes V 250 BlueTEC. Det er jo ikke fordi, den med 190 hk som standard er langsom, men alligevel kan du få PowerXtra D4 modulet, som giver 45 hk ekstra og 70 Nm mere. Det giver en topfart på 210 km/t, og 100 km/t rundes på 8,8 sekunder. Måske det kan imponere damerne.
En klasse for sig
Hvis du er sikker på, at du ikke skal bruge din Vito eller V-klasse som murerbil, så kan det være, du skal tjekke Brabus interiør-dele ud. Her kan du i princippet få alt, hvad hjertet kan begære. Du kan vælge mellem lækkert, tykt læder eller Alcantara, og alt efter om du er til det klassiske eller moderne, kan du få indlæg i instrumentbordet i træ eller kulfiber. Pedalerne kan få en gang alu sammen med dørlåsene og dørtærsklen.
Mercedes-Benz på vej med ny V-klasse og Vito
Kører du med velbetalende kunder i din V-klasse, er det måske værd at overveje Brabus high tech multimedia pakke med to 15,6 tommer fladskærme med Apple TV og Blu-Ray-afspiller. Så er der hverken kedeligt foran eller bagi.