Mange varebilschauffører og vognmænd er ikke klar over, at de kan få store bøder, hvis de ikke opfylder krav om uddannelse og tilladelser, der fulgte med den nye lov om varebiler.
Loven indebærer, at chauffører og vognmænd skal tage en kortere varebilschaufføruddannelse hvert femte år for lovligt at måtte køre varevogn, og at vognmænd skal registrere og have udstedt varebilstilladelser til den enkelte varevogn. Det skriver varebiluddannelse.dk i en pressemeddelelse.
På grund af lange ekspeditionstider hos Færdselsstyrelsen og for sent indsendte ansøgninger har Politiet indtil nu blot vejledt om den nye lov, men d. 1. oktober begynder Politiet at give bøder på op til 35.000 kr. ved manglende uddannelsesbevis eller tilladelse.
”Det er jo helt vildt”
En af de vognmænd, der ikke kendte til de økonomiske konsekvenser af et manglende bevis eller tilladelse, er Adam Alsubeihi, der er selvstændig vognmand og chauffør. Han har netop været på chaufførkursus for at få sit varebilschaufføruddannelsesbevis.
”Jeg anede intet om konsekvenserne af ikke at opfylde de nye krav. Det står ingen steder. Jeg fik det først at vide på kurset”, fortæller Adam, der især blev overrasket over bødernes størrelse.
”Det er jo helt vildt, at du kan få en bøde på 35.000 kr., hvis du som vognmand kører uden varebilstilladelse”.
Adam synes generelt, at det har været svært at finde information om den nye lov og dens betydning. En kunde fortalte ham ved et tilfælde om uddannelseskravene, der fulgte med loven.
”Det er ret indviklet at finde svar på, hvad den nye lov helt præcis betyder, synes jeg”
Stor vejledningsopgave
På uddannelsescentret UCplus, der blandt andet udbyder uddannelserne til varebilchauffører, er man overraskede over, hvor massiv vejledningsopgaven har været i kølvandet på den nye lov
”Vi bruger rigtig meget tid på at vejlede vognmænd og chauffører. Mange af de chauffører og vognmænd, vi har i telefonen og på kursus, er usikre på, hvad der gælder for dem, og de bliver overraskede over den økonomiske konsekvens af ikke at kunne fremvise de rette beviser eller tilladelser, fortæller direktør Jakob Thykier, fra UCplus.
”I den kommende tid udbyder vi ekstra kurser, for at kunne få så mange chauffører som muligt på uddannelse inden skæringsdatoen”
Kort om den nye lov
- Den nye lov for varebiler blev vedtaget sidste sommer for at sikre mere ordnede forhold i branchen.
- Loven betyder at chauffører og vognmænd skal gennemføre en kortere uddannelse hvert femte år for lovligt at måtte køre med varer, der vejer mere end 11 kg. i varebil og godskørslen sker for fremmed regning.
- Vognmanden skal ansøge, omregistrere og have udstedt varebilstilladelser til den enkelte varevogn og knytte varebilens registreringsnummer til varebilstilladelsesnummeret på virk.dk
- Manglende uddannelse eller tilladelser udløser bøder på 8.000 – 35.000 kr. til vognmanden og op til 4.000 kr. for chaufføren
- Loven trådte i kraft d. 1. juli, men Politiet har i perioden fra 1. juli til 30. september udelukkende vejledt om de nye regler og opfordret til at få varebilstilladelser, registreringer og varebilsuddannelsesbeviser på plads.
- Politiet har oplyst, at de fra d. 1. oktober begynder at give bøder ved manglende tilladelser og beviser.
- Politiet har indkøbt kalibreret og godkendte vægte med henblik på at kontrollere, at stykgodsets vægt ikke overstiger 11kg. Kontrollen starter efter 1. oktober 2019