På trods af balladen omkring Ukraine, den russiske blokade mod vestlige produkter og General Motors nedskæring i produktionen i Rusland åbner Moskvas internationale motorshow om få dage med bl.a. en BMW-stand med flere spiffede X-modeller.
Der er tale om SAV-modellerne X3, X4 og X5 – SAV står for Sports Activity Vehicle, for en BMW kan selvfølgelig ikke nøjes med at være en prosaisk SUV – Sports Utility Vehicle – som de fleste andre i klassementerne, men må i den tyske selvforståelse kategoriseres særskilt.
Nyeste ConnectedDrive
BMW præsenterer i Moskva den seneste generation af BMW ConnectedDrive, som er et intelligent kommunikationssystem mellem føreren, bilen og verden udenfor denne.
I praksis har det noget at gøre med innovative underholdningsmuligheder kombineret med aktuel trafikinformation og nødopkaldstjeneste med automatisk lokalilsering af bilen.
X3 er i den nyeste udgave tilgodeset med stillistiske ændringer i det ydre med bl.a. LED-lygter og et nyt program af benzin- og dieseldrevne Euro 6-motorer med ydelser fra 150 til 313 hk.
Et trin opad på X-listen
X4 – som for øvrigt ikke er en SAV, men en SAC; der var den igen, nemlig en Sports Activity Coupé – præsenteres med en kombination af markant profil og ekstraordinære køreegenskaber og en siddeposition, som er 20 mm lavere end i X3.
Bilen står på 18-tommer hjul, som trækkes af et kraftfuldt motorprogram koblet til det standardmonterede intelligente 4-hjulstræk med Performance Control og variabel sportsstyring.
Med vognbunden 28 mm lavere end i en X3 er der som standard plads til 1.400 liter gods under den automatisk betjente bagklap.
Med X-tra sikkerhed
X5 Security plus er ikke en model, du finder i det danske modelprogram, men som af gode grunde vil være at finde i modeludvalget i et land som Rusland, hvor situationen i løbet af et splitsekund kan ændre sig fra ro til uro.
Modelbetegnelsen dækker over en variant baseret på den ordinære X5, men udstyret så den opfylde sikkerhedskravene til en bil på niveau VR6, så der er tale om en model, der kan bruges til andet end varetransport, omend denne kan være af en art, som skal sikres mod forsøg på attentater, kidnapning eller organiseret kriminalitet.
Med BMW’s 450 hk turboladede Twin Power V8-motor under frontklappen og xDrive-systemet er der sørget for optimale betingelser for at undvige eventuelle anslag uanset om disse finder sted onroad eller offroad.
Dertil kommer andre detaljer baseret på BMW’s erfaringer med at producere specielle biler med bl.a. skudsikre ruder og døre, men den slags er nok ikke påkrævet til besøg på dansk byggepladser og lignende steder.