En af den globale bilindustris mest markante lederskikkelser – den 64-årige Carlos Ghosn – er blevet anholdt. Han er mistænkt for skatteunddragelse og for at bruge virksomhedens penge til private formål.
Carlos Ghosn står i spidsen for alliancen mellem Renault, Nissan og Mitsubishi. Det er en gigantisk koncern, der årligt producerer over 10 millioner personbiler, varebiler og små lastbiler over hele verden. Det vil sige, at hver niende bil, der produceres i verden kommer fra denne alliance.
Chokbølger
Arrestationen af den ikoniske erhvervsleder har sendt chokbølger gennem bilindustrien og helt ind i det franske regeringskontor. Den franske stat ejer nemlig 15 procent af Renault.
Mistanken mod Ghosn drejer sig om såkaldte “finansielle uregelmæssigheder”. I årene fra 2011 skulle han have indrapporteret for lav en løn til den japanske børs – angiveligt for at unddrage sig skat.
Underdrev sin løn
Japanske medier hævder, at Gosn har underdrevet sin egen løn med hvad der svarer til cirka 300 millioner kroner (5 milliarder yen) over en femårs periode. Det skriver BBC.
Desuden er han mistænkt for tilfælde af embedsmisbrug – det vil sige personlig brug af selskabets midler. Ghosn har endnu ikke kommenteret mistankerne imod ham.
Magtfulde poster
Den brasiliansk fødte Ghosn er en mand med mange magtfulde poster. Han er ikke kun topchef for den fransk-japanske alliance. Han er også bestyrelsesformand for både Nissan, Mitsubishi og Renault. Sidstnævnte er han i øvrigt også topchef for.
Titlerne hænger nu i en tynd tråd. Det var en whistleblower, som satte en månedlang undersøgelse i gang mod Ghosn. Undersøgelsen har foreløbig resulteret i, at Nissans CEO Hiroto Saikawa på et annonceret møde torsdag vil anbefale en fyring. Aktiekurserne er siden anholdelsen mandag faldet med 5-6 procent.
Varetægtsfængslet
Ghosn er nu varetægtsfængslet, og det kan han i følge japansk retspraksis være i op til 23 dage. Den japanske anklagemyndighed fortsætter naturligvis med sagen, og resultatet af dette arbejde kan blive endnu mere alvorligt for Ghosn. Strammerammen i Japan for at indgive falske oplysninger til børsen er op til 10 års fængsel.
Skulle det komme så vidt bliver det et dybt fald for den succesrige erhvervsmand. I Frankrig er han kendt som “Le Cost Killer”, idet han med succes fik bragt et kriseramt Renault og Nissan på ret køl igen i 1990’erne. Senere kom han med sin karismatiske personlighed til at udgøre selve limen i den senere alliance mellem Renault og Nissan.