Den engelske startup-virksomhed Wayve mener at have fundet en ny vej frem for udvikling af selvkørende biler. I stedet for at udstyre bilerne med stadig bedre og flere sensorer, skal de udstyres med stor “hjernekapacitet” i form af kunstig intelligens.
Denne kunstige intelligens skal så udvikles ved at blive trænet af bilens chauffør. Ad den vej mener Wayve, at en selvkørende bil kan blive trænet op til at blive super-intelligent og langt bedre til at køre bilen end sin chauffør.
Skal lære af sine fejl
I princippet foregår det ved, at bilen begår nogle fejl, som chaufføren så retter. Bilen lærer så af sine fejl. Wayve har offentliggjort en video, der viser fremgangsmåden i en Renault Twizy.
Et enkelt kamera placeret i bilens front sender real time-data til en grafik-processor inde i bilen. Processoren afvikler en algoritme, der kontrollerer bilens speeder, bremse og rat.
Bilen prøver sig frem
Chaufføren begynder med at overlade al kontrol til bilen. Han giver ingen instrukser. Bilen får blot lov til selv at prøve sig frem. Chaufføren kan med nogle knapper på instrumentbordet betjene bilens computer, der har kontrol med speeder, bremse og styretøj.
Bilen kører fremad, men har ingen anelse om, hvad den i øvrigt skal. Når den er ved at køre af vejen, betjener chaufføren bremsen, hvilket registreres som en straf. Jo længere tid, bilen holder sig på vejen uden at blive korrigeret, des større belønning modtager den.
Lærte vejen på 20 minutter
Efterhånden som algoritmen lærer af sine fejl gennem chaufføren, øges den distance, som bilen selv klarer at køre. I første forsøg blev den belønnet for at køre 9,8 meter. I forsøg nummer to kørte den 53,8 meter.
Kørslen var særdeles usikker og slingrende, men bilen holdt sig på asfalten. Da vejen endte efter ca 20 minutter, blev bilen vendt og sat til at køre den modsatte vej. Dette gik – som videoen viser – rimeligt sikkert uden ret megen slinger.
Teknologien er stadig umoden, men Wayve’s to grundlæggere er overbeviste om, at dette er vejen frem for den videre udvikling af selvkørende biler. – Det bliver kvaliteten af det lærende system, som rummer nøglen til hvem der kommer til at dominere udviklingen af selvkørende biler i de næste ti år, siger Alex Kendall, der er medstifter af Wayve.
Fra 95 procent til overlegen
Han tilføjer: – Man kan forestille sig at udstyre en flåde af selvkørende biler med en algoritme, der i begyndelsen er på 95 procent af niveauet for en menneskelig chauffør. En sådan algoritme vil være langt bedre end den, vi har udviklet indtil nu.
Den vil være i stand til at aflæse trafiklys og navigere gennem f.eks. rundkørsler og vejkryds. Efter én dags træning med en chauffør, vil systemet måske allerede være oppe på 96 procent. Efter en uge 98 procent og efter en måned måske 99 procent. Efter nogle få måneder vil systemet være en menneskelig chauffører overlegen, fordi det har modtaget inputs gennem lang tid og fra flere forskellige chauffører.
Kort og sensorer bliver overflødige
Hvis Wayve’s teknologi viser sig brugbar kan det betyde, at selvkørende biler ikke behøver at benytte komplicerede tredimensionelle vejkort. Disse kræver mange mandetimer at konstruere, og et af deres svage punkter er, at de hele tiden skal opdateres for at være sikre.
Desuden vil systemet overflødiggøre meget af den tunge hardware, som selvkørende biler gør brug af. Wayve’s Twizy skal kun bruge et enkelt kamera. Til sammenligning bruger en Tesla hele otte kameraer, og generelt er selvkørende biler tungt udstyret med avancereret sensorik.