Nytænkning i automatisk kraftoverførsel uden en hydraulisk sammenkobling mellem motor og gearkasse står hollænderen Hub van Doorne for. Han opfandt i 1958 Variomatic, der er den første CVT transmission introduceret i DAF 600.
CVT er forkortelsen af Continously Variable Transmission og Variomatic blev den første transmission af denne type med kommerciel succes. Variomatic overfører kraften via to remskiver, der kan variere diameter og dermed omkreds. Imellem remskiverne løber en kraftig V-formet kilerem.
Denne type transmission er blevet forfinet igennem årene, især af Subaru, Nissan og Fiat til nu at kunne overføre mere end 200 Nm drejningsmoment, fordi V-bæltet ikke mere er en kilerem, men et stålbælte.
Elastikgear med modifikationer
De mere sofistikerede har seks eller syv manuelle skiftepunkter indlagt for at give mulighed for at bryde den monotone motorlyd under acceleration, der af nogle bliver betegnet som ”elastikgear”. Årsagen til den monotone lyd er, at CVT konstant opererer ved omdrejninger, hvor motoren har sit maksimale drejningsmoment, indtil den ønskede fart er opnået. Når speedertrykket bliver lettet falder CVT til ro og lydkomforten er efterfølgende behagelig fjern.
Forløberen for den nuværende DSG gearkasse står Porsche for. DSG er forkortelsen af Direkt Schalt Getriebe og teknologien blev introduceret i Porsche 962C, en rendyrket racerbil udviklet til Le Mans 24 timer, i 1984. Porsche betegnede transmissionen PDK, der står for Porsche Dobbel Kupplung. Gearkassen var imidlertid ikke udviklet til standard produktion, fordi elektronik og computer kapacitet ikke var tilstrækkeligt udviklet til at yde tilstrækkelig driftsikkerhed.
DSG hedder ikke altid DSG
Barnet har mange navne alt efter, hvem faderen er. VW var pioneren og holder fast i DSG, der hos Audi hedder S-tronic, Ford og Volvo har Powershift, Fiat og Alfa Romeo bruger betegnelsen DCT for Direct Continous Transmission, og sådan er der så meget.
Mekanisk fungerer DSG med to separate manuelle gearkasser med hver sin kobling samlet i et fælles gearkassehus med to aksler. Af de seks gear løber de ulige 1.3. 5. gear på den ene aksel og de lige 2.4.6. gear på den anden. Når 1. gear er aktiveret er 2. gear også engageret, men står stand by, fordi den har sin egen kobling. Når skiftepunktet er nået, sker skiftet umærkeligt og det næste gear er parat i kulissen.
Video: Sådan fungerer DSG (Grafik starter ved 0:54)
Skiftet sker automatisk, men der er mulighed for selv at bestemme hvornår ved hjælp af skiftekontakter på rattet eller ved at skubbe eller trække i gearstangen. På en svingrig vej er det en fordel selv at bestemme over gearskiftet og ved nedkørsel i bjerge er der kontrol over motorbremsen i Manuel.
DSG i mange varianter
DSG transmissionen kan overføre fra 350 Nm til 500 Nm og bliver nu fremstilet til både forhjulstræk, firehjulstræk, tværstillede og langs liggende motorer.
Volkswagen introducerede DGS i Golf Mk4 R32 i 2003 og kort tid efter i Audi TT 3.2 med seks gear. I 2008 blev der lagt et gear mere i kassen og eksempelvis har den nye VW Polo denne 7-trins DSG. Det kan man da kalde fremskridt.
På 10 år er DSG transmissionen blevet vidt udbredt og flere end 10 bilproducenter tilbyder denne form for transmission med komfort, sport og bedre brændstoføkonomi. Alene VW gruppen tilbyder DSG/S-tronic på 36 modeller i programmet.