Vi får røde pletter på halsen, og bandeordene flyver lidt lettere ud af munden, når vi bevæger os rundt i trafikken. Faktisk irriterer trafikken langt flere af os end for eksempel køen i supermarkedet eller diskussioner med chefen eller ægtefællen. Det viser en megafonmåling lavet for Vejdirektoratet.
De fleste bilister opfatter sig selv som hensynsfulde, når de sidder bag rattet. Samtidig mener de, at de andre trafikanters adfærd kunne være bedre.
Så hold dog til højre
Noget af det, vi bliver mest irriterede over i trafikken, er, at andre ikke holder til højre. Det siger lidt mere end halvdelen af bilisterne i Vejdirektoratets undersøgelse.
”Det skaber mange sure miner, når bilister ligger og spærrer i yder- og midtersporet i stedet for at holde til højre. Og når vi først er blevet irriterede bag rattet, skaber det mere utryghed i trafikken, øger risikoen for ulykker og giver et dårligere flow i trafikken for alle,” siger Marianne Foldberg Steffensen.
Vi ved godt, det er lovpligtigt
Kun 9 % siger, at de typisk ikke er irriteret på andre bilister, når de færdes på motorvejen.
Når bilisterne ikke holder til højre, kan det danne køer og skabe farlige situationer på vejen. Derfor sætter Vejdirektoratet den kommende tid fokus på, hvad det betyder, når vi ikke holder til højre i trafikken.
For bilisterne ved godt, at det er ulovligt ikke at holde til højre, når der er plads til det på motorvejen. Kun 5 % af de adspurgte i undersøgelsen svarer, at de er i tvivl om, hvorvidt det er lovpligtigt at holde til højre, mens 95 % svarer, at det er det.
Fakta
- Megafonmålingen er gennemført i efteråret 2017.
- 40 % bliver mest irriteret på andre i trafikken, mens 21 % bliver irriteret i butikker, og 17 % bliver irriteret, når de er på studiet eller på arbejdet. 15 % bliver mest irriteret, når de er sammen med venner eller familie.
- 51 % svarer, at de er mest irriterede over, at andre ikke holder til højre på motorvejen.
- 5 % af de adspurgte i undersøgelsen svarer, at de er i tvivl, om det er lovpligtigt at holde til højre, mens 95 % svarer, at det er ulovligt.
- 89 % af bilisterne mener, at de som regel opfører sig hensynsfuldt over for andre trafikanter, når de færdes på motorvejene. Men når det kommer til at vurdere medtrafikanterne, så mener kun 40 % af de adspurgte bilister, at de andre er hensynsfulde.