Det er syv år siden den sidste nye Lexus rullede ud over kantstenen hos en dansk forhandler. Nu er mærket tilbage på vore breddegrader igen.
Lexus, vender tilbage til Danmark. Det har Toyota Danmark netop offentliggjort.
Salget af fabriksnye biler fra Lexus blev ellers sat på standby i Danmark i sommeren 2013 fordi de japanske luksus-Lexus var svære at sælge.
Men i dag blæser der markant mildere vinde i forhold til den hybridteknologi som Lexus satser på. Samtidig er markedet for luksusbiler i stor fremgang. Det har åbnet muligheden for et Lexus-comeback i Danmark.
Dedikeret Lexus-forhandler i København
I første omgang vil salget af fabriksnye Lexus-biler ske med udgangspunkt hos én ny dedikeret Lexus-forhandler, der bliver placeret på Dynamovej 10 i Søborg.
Her vil Lexus København, som forhandleren kommer til at hedde, få et nyt showroom.
Lexus er et forholdsvist ungt brand i bilbranchen og kan i år fejre 30-års jubilæum. Missionen var fra første færd i 1989 at bygge nogle af verdens bedste biler, og det vakte stor opsigt, da Lexus samme år introducerede sin første model, luksus-sedanen Lexus LS400.
De mest dedikerede Lexus-fans blandt Alt Om Varebilers læsere vil nok kigge mest efter SUV-modellerne UX, RX og RXL.