Næste forår er Opel klar med en helt nyudviklet trecylindret turbobenzinmotor og en ny seks trins gearkasse. Begge dele får debut i Opel ADAM og senere i Opels øvrige modelprogram, hvor Corsa van står forrest i køen. Motoren er på 1,0 liter og har 115 hk. Den udmærker sig ved at have bedre drejningsmoment og benzinøkonomi end den nuværende 1,6 liters benzinmotor, og i kombination med den nye seks trins gearkasse er pakken 30 procent lettere end 1,6-motoren med gearkasse.
Præsentationen af den nye 1,0 SIDI er seneste skridt i introduktionen af en lang række nye Opel motorer. Frem til 2016 introducerer Opel tre nye motorfamilier bestående af 13 nye motorer. Tidligere i år kom den første 1,6 SIDI til Astra og Zafira Tourer og en ny diesel 1,6 CDTI til blandt andet Zafira Tourer og senere følger andre modeller. Alle de nye motorer bygges på Opels fabrik i Ungarn ved Szentgotthard.