VW Transporter kørte i rekordfart på Ringen

Sabine Schmitz’ omgangstid med Ford Transit på Nürburgring jordet af en VW Transporter T5 2,0 TDI med omprogrammeret ECU-modul

Går det for trægt med firmaets VW Transporter, kan du overveje at få den peppet op hos STaSIS Revo Group’s tuningseksperter. De ved noget om konfigurering – remapping – af VW-motorernes elektroniske styreenheder.
Deres know-how har på den godt 20 kilometer lange Nürburgring ført til en rekord med en VW Transporter T5 2.0 TDI med bi-turbo.
Da Sabine Schmitz i det britiske TV-program Top Gear kørte en standard Ford Transit rundt på Nürburgrings krævende stigninger, kurver og sløjfer i tiden 10 minutter og 8 sekunder var konklusionen, at en standard varebil næppe ville kunne forbedre den omgangstid.
Men det kunne den, omend med en let modificeret standardmodel.
Tuningsspecialisterne hos STaSIS Revo Group valgte en VW Transporter med 2,0 TDI-motor og to turboladere som udgangspunkt for deres forsøg på at slå Sabines rekord med Transit.

Kombination af software og hardware

Med en remapped ECU, et Milltek udstødningssystem og en Forge intercooler- og oliekøler kombination kunne eksperterne trække 220 hk ud af TDI-motoren og samtidig forbedre dens drejningsmoment betragteligt. Med en Bilstein-afstemt chassisaffjedring og lette Team Dynamics-fælge med Direzza-dæk fra Dunlop blev billen sendt til Nürburgring for at præstere den hurtigst mulige omgangstid.
Efter godt 980 kilometers kørsel holdt Transporteren klar til start på ”Ringen“ med den rutinerede Dale Lomas bag rattet – ikke på en øde banestrækning, men på en ordinær track-day.

Potentiale til mere

Efter et par testomgange, trådte Dale Lomas pedalen i bund og kørte en fuld omgang – godt halvanden kilometer længere end Sabine Schmitz i Ford Transit, der efter sigende ikke kørte den fulde strækning – i tiden 9 minutter og 57 sekunder målt med GPS Racelogic-software.

Se Topgear-indslaget fra Nürburgring med Sabine Schmitz her

– Jeg gad nok se, hvad det kunne blive til på en dag med banen fri for al anden trafik, sagde Dale Lomas efterfølgende.
Tuningsfirmaets topchef James Leng havde følgende kommentar til rekordkørslen:
– Vi har understreget en væsentlig pointe med vor ECU-modificering kombineret med hardware-komponenter fra vore samarbejdspartnere. Hvad enten det gælder en T5 med et hårdt arbejdsliv som ”delivery van“ eller med træk på krogen, så har vi den fornødne know-how til at kombinere software og hardware-kit uden kompromittering af økonomien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *