• Det nye Tiguan hybrid-koncept kan ud over at se brutal ud og køre offroad på ren el

  • Ikke et ord om dieselmotorer. VW har strategisk omlagt hele deres retorik til el- og hybridbiler

  • Tiguan bliver langt mere livsstil-lækkert designet end første generation

  • En ny berøringsfri berøringsskærm betjenes uden fedtfingre - hvilket nok kan have sine udfordinger i terrænet

VW Tiguan GTE koncept

Diesel er en varm kartoffel i USA - specielt for VW, der netop har præsenteret den nye VW Tiguan GTE med benzin-elektrisk plugin hybrid

USA er verdens største marked for SUV’er, og der findes ikke noget andet land i verden, hvor denne multifacetterede all-round biltype vækker så varme følelser. Nu præsenterer Volkswagen på Detroit Motor Show konceptbilen Tiguan GTE Active Concept , der er en forsmag på en ny generation af SUV’er.

En 225 hk stærk og brændstoføkonomisk plug-in-hybrid-drivlinje med to el-motorer og en turboladet benzinmotor kan sende motorkraft til alle fire hjul – enten automatisk eller ved et tryk på en knap.

Offroad på ren strøm

Volkswagen demonstrerer plug-in-hybridsystemets potentiale med Tiguan GTE Active Concept, der har suveræne offroad-egenskaber, selv når den kun kører på strøm.

Den fem-personers konceptbil er baseret på den nye og anden generation af Tiguan, der kickstarter en modeloffensiv af SUV’er fra Volkswagen. Med sin plug-in-hybrid-drivlinje og et nyudviklet infotainmentsystem med 9,2-tommers touchskærm demonstrerer Tiguan GTE Active Concept bredden i teknologien i næste generation af SUV’er.

Forlænget version

Anden generation af Tiguan vil byde på flere varianter end nogensinde og vil senere på året blive suppleret med en forlænget version, der har tre sæderækker og plads til syv personer. Når du starter Tiguan GTE Active Concept, vil den altid først køre på strøm. Normalt vil den være baghjulstrukket, men opstår der risiko for hjulspind, kobles forhjulene til på en brøkdel af et sekund.

Firehjulstræk kan også aktiveres ved, at føreren vælger offroad eller firehjulstræk via 4Motion Active Control-funktionen på instrumentbordet, og i begge tilfælde kører Tiguan GTE Active Concept på strøm, hvis batteriet er tilstrækkeligt opladt. GTE Active Concept kan køre op til 32 km på strøm, men i kombination med benzinmotoren og en 64 liter tank er den samlede rækkevidde over 930 km.

Modulplatform

Den nye Tiguan er den første SUV baseret på Volkswagen modulplatform (MQB). På sikkerheds-fronten er den også godt med. Der er Front Assist inklusiv City Emergency Brake og fodgængerovervågning, aktiv motorhjelm, som reducerer skader på fodgængere/cyklister ved påkørsel, Lane Assist og Multikollisionsbremse.

I Tiguan GTE Active Concept præsenterer Volkswagen topmodellen i en ny generation af infotainmentsystemer, der har 9,2” touchskærm og – for første gang i denne bilklasse – berøringsfri bevægelsesaktiverede funktioner.

Til Danmark

Om Tiguan GTE Active Concept bliver en realitet, kan kun fremtiden vise, men den nye Tiguan introduceres – foreløbig med benzin- og dieselmotorer (150-240 hk) – i Danmark i løbet af foråret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *