• 1.6 TDI-motorerne kan ikke nøjes med en software-opdatering. De skal have ændret luftgennemstrømningen

VW klar med rettelser

Volkswagen er ved at være klar med den tekniske løsning til at fjerne svindel-software og få de berørte dieselmotorer til at leve op til EU's og USA's standarder for udstødningsgasser

Volkswagen-koncernen har præsenteret de konkrete tekniske tiltag til de berørte EA 189-motorer med en slagvolumen på 1,6 og 2,0 liter for den tyske færdselsstyrelse. Dermed er afhjælpningstiltagene for størstedelen af de berørte biler ved at være klar.

Det skriver Volkswagen i en pressemeddelelse og tilføjer, at efter reparationen opfylder bilerne de gældende udstødningsnormer.

VW har en plan

Den endelige tekniske løsning til 1,2-liters dieselmotoren bliver præsenteret for den tyske færdselsstyrelse i slutningen af måneden og omfatter sandsynligvis en softwareopdatering.

De udarbejdede tekniske tiltag til de berørte EA 189-motorer er blevet præsenteret for den tyske færdselsstyrelse, som har godkendt dem. Det betyder, at der for størstedelen af de berørte biler er en plan for afhjælpningen af uregelmæssighederne.

Reparation

På den 1,6-liters EA 189-motor bliver der fastgjort en såkaldt strømningstransformator lige foran luftmassemåleren. Det er et gitter, som dæmper den omhvirvlede luftstrøm foran luftmassemåleren og dermed forbedrer luftmassemålerens målepræcision.

Luftmassemåleren måler den luftmasse, der aktuelt strømmer igennem, hvilket er et meget vigtigt parameter for motorstyringen med henblik på en optimal forbrændingsproces. Derudover vil der på denne motor også blive udført en softwareopdatering. Den enkelte reparation vil vare omkring en time.

Håber på nul-løsning

2,0-liters-motorerne kan derimod nøjes med en softwareopdatering. Arbejdstiden for denne ændring vil være cirka en halv time. Målsætningen ved udviklingen af de tekniske tiltag er fortsat at opnå de gældende emissionsmål, uden at det går ud over motorydelsen, forbrugstallene og præstationerne.

Men da Volkswagen  først skal have målt alle modelvarianter, kan opnåelsen af disse målsætninger ikke bekræftes endeligt på nuværende tidspunkt. Kunderne kan altså ikke regne med, at deres biler kan det, som brochuren lovede på købstidspunktet.

Til næste år

På grundlag af disse tekniske justeringer, som er godkendt af den tyske færdselsstyrelse, vil de nødvendige servicekoncepter nu blive udarbejdet til de berørte lande.

VW håber at kunne begynde at rette fejl på de første biler fra januar 2016. Efter den aktuelle vurdering vil samtlige tiltag som led i tilbagekaldelsen for alle motorvarianter strække sig hen over kalenderåret 2016.

Og Danmark

I Danmark har de relevante danske myndigheder nedsat et udvalg, der skal vurdere de tekniske løsninger i Danmark og i samarbejde med Volkswagen også lægge en detaljeret plan for berørte danske bilejere.

Det er Volkswagen Danmarks klare ønske at arbejde åbent sammen med dette udvalg for at få afhjulpet problemet for de berørte danske kunder. Volkswagen i Danmark forventer, at man også i Danmark vil begynde opdateringerne i starten af 2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *