VW Crafter salg eksploderet

Første udgave af VW Crafter efter bruddet med Mercedes Sprinter er allerede nu en øredøvende succes. Og nu får den mere sikkerhedsudstyr

Med en stigning på over 50 procent i forhold til sidste år, er den nye VW Crafter kommet ekstremt godt fra start. Snart skal den slås med sin tidligere tvillingebror, Mercedes Sprinter, og så må vi se, hvordan rivaliseringen tager sig ud.

Den nyudviklede Crafter blev kåret til Årets Varebil i Europa i 2017 og har lige siden haft succes i det danske erhvervsliv. Crafter er en komplet pakke med komfort, sikkerhed, rummelighed og fleksibilitet.

Ny tvilling

Sikkerheden satte ved introduktionen nye standarder i klassen ved at være den første, der kunne fås med avancerede sikkerheds- og assistentsystemer som Trailer Assist og Blind Spot-sensor med udkørselsassistent.

Men den nye tvillingebror hedder MAN TGE, og ved introduktionen i september gjorde den sig bemærket ved at have automatisk nødbremse som standard på alle udgaver. Det kan den danske importør selvfølgelig ikke have siddende på sig, så nu har Volkswagen hævet niveauet yderligere ved at gøre Front Assist med City Emergency Brake til standardudstyr på alle versioner.

Hugger selv bremsen

Det betyder, at Crafter nu automatisk bremser, når systemet registrerer fare for kollision. Først advares chaufføren med et akustisk og visuelt signal, og bremsesystemet forberedes til en nødopbremsning.

Reagerer chaufføren ikke på de første advarsler, hugges bremserne kortvarigt i for at henlede førerens opmærksom på den overhængende risiko for kollision. Hvis ikke der trædes på bremserne nu, foretager systemet automatisk en nødopbremsning.

Systemer, systemer, systemer

City Emergency Brake-funktionen er aktiv ved hastigheder på mellem 4 og 30 km/t, og sammen med Multikollisionsbremse, sidevindsassistent og to airbags er Crafter en af de sikreste biler i den store varevognsklasse.

Ved tilkøb af en Førerassistentpakke 3 til 15.120 kr. bliver Crafter udstyret med Park Assist, Lane Assist, Blind Spot Sensor med udkørselsassistent, bakkamera, Trailer Assist, adaptiv fartpilot, Rear Traffic Alert, Aktiv sidebeskyttelse, el-klapbare sidespejle, Light Assist, Lys- og Regnsensor, Multifunktionsrat og ”Leaving home” og manuel ”Coming home” funktion.

Dyre skader

En komplet pakke, der sætter ny standard for sikkerhed i varevogne, og som kan gøre hverdagen for chaufføren mere sikker og samtidigt spare firmaet for dyre skader.

Øget sikkerhed er ikke den eneste nyhed, Crafter byder på i 2018. Til efteråret introduceres e-Crafter, der er udstyret med en 135-hestes elmotor med et drejningsmoment på 290 Nm og et 35,8 kWh stort batteri.

Topfart på 90

Den har en topfart på 90 km/t og en teoretisk rækkevidde på op til 160 km ifølge NEFZ-normen (Faktiske rækkevidde under realistiske forhold er fra 70-100 km). Planen er på sigt at kunne tilbyde e-Crafter med flere størrelser batterier, så pris og rækkevidde kan tilpasses virksomheders specifikke kørselsbehov.

e-Crafter er endnu en vigtig milepæl i Volkswagens modeloffensiv indenfor elbiler, og med sin emissionsfrie, elektriske drivlinje er den ideel til varetransport i byzoner, hvor kravene til emission de kommende år vil blive skærpet markant. Danmark bliver et af de første otte lande til at få e-Crafter.

Du kan finde mere information om Volkswagen Crafter på www.volkswagen-erhvervsbiler.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *