• Selvom vinklen får den nyeste konceptbil fra Volvo til at ligne en coupé-model, er der tale om en strømlinet stationcar.

  • Kabineindretningen er som taget ud af et katalog over skandinaviske designmøbler.

  • Alle funktioner, kontakter og informationer er koncentreret i rattet og en stor touch-screen i midten af instrumentbordet.

  • Fortidens kantede profilering af Volvo V70 og XC70 afløses af et mere elegant og strømlinet look. Om det også kommer til at tilgodese adgangsforhold og brugsværdi skal vise sig.

Volvo’s næste herregårdsvogn

Volvo præsenterer i Genève endnu et koncept i en serie, som profilerer selskabets fremtidige designsprog og fortsætter, hvor V70 og XC70 slipper

I slipstrømmen fra to tidligere viste konceptbiler afslører Volvo ved åbningen af det internationale motorshow i Genève endnu et koncept, som i dette tilfælde peger i retning af fremtidens herregårdsvogn. Det gælder både med hensyn til profil, indretning og funktion.
Linierne i Volvos klassiske herregårdsvogn er i det nye koncept blødt op i en mere elegant og strømlinet profil og kabineindretningen forenklet med samling af alle betjeningsfunktioner og kontakter i rattet og i en stor, berøringsfølsom og tablet-agtig monitor centralt placeret i instrumentbordets midte.

Koncentreret betjening

Angiveligt bliver monitoren det primære kontrolpanel i den kommende herregårdsvogn og baseres på nyudviklet software. Kun funktioner som radio- og musikanlæggets volumen- og afspilningskontrol, katastrofeblinket og defroster-systemet får separat betjening.
Concept Estate supplerer de to tidligere viste Volvo-koncepter, Concept Coupé og Concept XC Coupé. Sidstnævnte følges op med lancering af en ny XC90 senere på året.
Selvom Concept Estate mere syner af at være en fortsættelse af den oprindelige Volvo 1800 ES’ profil,  skal den imidlertid ses som udgangspunktet for en fremtidig stationcar – eller ”herregårdsvagn“, som det hedder hinsidan.

Svensk indefra og ud

Hvad Concept Estate end er tænkt som og bliver til, følger den samme designsprog, som har præget de to foregående konceptbiller for så vidt angår frontklappens, frontgrillens og lygtearrangementets stilistiske topografi. Det samme gælder lygtearrangementet bagtil.
Volvo har bestræbt sig på at gennemsyre konceptet, så det fra ende til anden oser af gedigent svensk håndværk og bilteknisk filosofi.

Sofistikerede detaljer

Dog skal man nok ikke skal forvente at se alle Concept Estates sofistikerede detaljer overført til en serieproduceret model, f.eks. en gearstangsknop i krystalglas med orange glød eller en loftsbeklædning i sort/hvidt racertern.
Ligeså usandsynligt er det, at standardudstyret kommer til at omfatte en transparent bagagerumsbund med et underliggende rum til et vikingespil i træ plus Shutterheim-regnfrakker, så man selv i regnvejr kan tage en pause på rastepladsen og kaste med træpinde
Derimod kan man godt forestille sig en kabineindretning med ventilerede lædersæder, træpaneler i birk og eksklusive detaljer i kobber som understregning af bilens svenske DNA-profil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *