Volvo V60 Polestar i blåt til lyst

Volvos nye familie- og jobbil med optimeret køredynamik fra sportsafdelingens racerspecialister

Kan du forestille dig en elegant stylet 5-dørs stationcar i køkkenblåt antræk spændt efter 350 fyrige hestekræfter og med et hæst brøl i de rustfri ”orgelpiber“ bagtil, der kan trække dig op i 100 km/t på bare 4,9 sekunder – eller til 210 km/t på 17,7 sekunder, så ser du en Volvo V60 Polestar for dit indre blik.

Men før du får for store ambitioner, skal du måske indstille dig på at skulle over grænsen for at få fingrene på ”bakelitten“ i sådan en mesterbil.

Ved verdenspremieren for lidt over fire måneder siden lod det til, at denne specielle model øremærkes til visse markeder.

Om Danmark indgår i strategien for det svenske mesterstykke vides ikke i skrivende stund, men den kommer i alle tilfælde til salg i Sverige i løbet af juni.

Fast affjedring og store hjul

For indeværende er det heller ikke afklaret, hvor mange eksemplarer der bliver porduceret af den potente Volvo V60 Polestar, der kan ses som et nutidigt modstykke til tidligere modeller i samme kategori.

Polestar-projektet er udsprunget af Volvo Car Groups samarbejde med racingspecialisterne i sportsafdelingen Polestar og med udgangspunkt i den nye S60/V60 platform.

Og efter tusinder af testkilometre ad snoede bjergveje, lange og hurtige motorveje og dybfrosne nordsvenske vinterveje er bilen nu klar til serieproduktion og salg. Sammenlignet med den ”ordinære“ R-udgave er Polestar-chassiset 80 procent hårdere affjedret med Öhlin-støddæmpere og monteret med 8×20-tommer Polestar-hjul med 245/35 R20-lavprofildæk.

Optimeret underholdningsværdi

Til at kontrollere muskelbilens 6-cylindrede 3,0-liter store turboladede T6-motors 350 hk og 500 Nm er der ved hjulene installeret 6-stemplede Brembo-bremser og 371×32 henholdsvis 302×22 mm ventilerede bremseskiver tillige med diverse elektronisk regulerede stabiliseringssystemer.

Trækkraften fordeles med et 6-trins automatgear og skiftetaster ved rattet til det 4-hjulstrukne Haldex-system, der hiver bilen fra 80 til 120 km/t på 4,7 sekunder og elektronisk begrænser topfarten til 250 km/t.

Og interiøret? Det er indrettet til at matche bilens eksteriør og iboende karakteristika. Selvom underholdningsværdien er optimeret, er V60 Polestar angiveligt ikke for vild til dagligt brug som en entusiastisk men omgængelig familie- og jobbil med ekstraordinært dynamiske køreegenskaber.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *