• Det ligner en forrude på fire-fem kvadratmeter, men det spændende er, hvor meget af den tilgængelige fremtid, Mercedes fylder ind bag den

  • Konceptbilen Vision Van er tydeligvis en fremtids-forestilling om en Sprinter. Læg mærke til de to droner på taget

  • Vision Van er joystick-betjent. Så langt når den næste generation Sprinter nok ikke

  • Én af visionerne med fremtidens sprinter, er det færdigpakkede modulvarerum, der pakkes på lageret og skubbes ind i Sprinter

Visionær Mercedes Sprinter

Nu kunne de altså godt tage at slippe et par billeder af den nye førerplads. Den nye Mercedes Sprinter er lige om hjørnet

Man kan blive helt harm. Sådan en flok professionelle hemmelighedskræmmere. Vi har vidst det så længe, og alligevel bliver Mercedes-Benz ved med at holde kortene tæt ind til kroppen.

Det handler selvfølgelig om den næste Sprinter, som alle ved kommer på gaden til næste år. Så med mindre der er sket én eller anden form for katastrofe i designafdelingen, kunne de altså godt tage at afsløre lidt mere af den endelige produktionsmodel.

Er det en Vision Van?

Det eneste, de lader os se, er en computerskitse af en varebil, som til forveksling ligner Mercedes Vision van, den elektriske fremtidsbil, de viste os i forbindelse med et Mercedes-Benz seminar om fremtidens kurermuligheder for et år siden.

Men robotter og droner og autonom kørsel og chauffører, der bliver til process controllere handler ærligt talt mere om tilbehør blær med, hvad vi kan om lidt. Må vi så se den nye Sprinter!

Kameraer og sidespejle

Og meget tyder på, at vi i store træk allerede har set den. I hvert fald skallen. For hvis du lige abstraherer fra Star Trek-indretningen af førerpladsen, så er det vist Vision Van, der danner basen for næste generation Sprinter.

Skift web-kameraerne ud med et sæt sidespejle og lastbilhjulene med fire 16-tommer stålfælge. så skulle den vist være der.

Udspartlet karosseri

Skal vi tolke lidt på computertegningen og sammenholde det med Vision Van, så er der noget, der tyder på, at vi får en mere aerodynamisk Sprinter med afrundede hjørner og et mere udspartlet karosseri, end vi er vant til på varebiler.

Det er trods alt begrænset, hvad varebils-ingeniører har af råderum, når de skal passe seks på forhånd definerede varianter af en kasse på et chassis med en førerkabine, der helst skal være så kort som mulig uden af pille nogen af de fem Euro NCAP-stjerner ned fra himlen.

Overdådighed af udstyr

Men langt mere interessant bliver det at se, hvad vi får med af den overdådighed af sikkerheds- og komfortudstyr, Mercedes råder over til både person-, last- og varebiler.

For dem er der ifølge de første spæde udmeldinger rigeligt af. I hvert fald, hvis man skal tro den første pressemeddelelse, så den springer vi lige over til her.

Telematiske løsninger

‘De nye funktioner i den nye Sprinter er i en klasse for sig. De inkluderer blandt andet omfattende køreassistentsystemer, som i kombination med nye telematiske løsninger giver helt nye muligheder for effektiv administrering af køretøjer enkeltvis eller i samlede flåder.

Derudover leveres den nye Sprinter i et betydeligt udvidet udvalg af varianter, og individuelle krav til indretning og udformning kan derfor tilpasses i endnu højere grad end tidligere.’

Selvkørende

Mest interessant set ud fra de kendte teknologier er graden af autonom kørsel. Producenterne har længe været i stand til at bygge biler, der kører selv ved hjælp af adaptiv fartpilot og Lane Departure Warning. Disse systemer slår fra efter nogle sekunder for at holde føreren til ilden.

Så hvor mange sekunder tør Mercedes at give Sprinters chauffører, så de kan skrive SMS’er og lave andet kontorarbejde, mens deres mest komplicerede varebil hidtil tygger kilometer?

 

Det er et prekært emne, som ingen af producenterne har lyst til at tale om. Faktum er, at de mange sikkerhedssystemer nemt bliver en sovepude, og netop derfor kan det paradoksalt nok være en del af forklaringen på, at dødstallet i trafikken igen er på vej op.

Ikke desto mindre er det et salgsargument, som er svært at argumentere for, medmindre man gør det for at forberede både biler og  førere på fremtidens autonome mobilitet.

Klassiske egenskaber

– Vi har ambitioner om mere end blot at bygge de bedste biler. Vi vil tilbyde de mest velegnede mobilitetsløsninger for alle sektorer og for alle transportopgaver. Og det er nøjagtigt vores fokus med den kommende generation af Sprinter som en overordnet systemløsning.

– Dertil kommer naturligvis, at den nye udgave af vores ikoniske varevogn besidder de klassiske egenskaber indenfor sikkerhed, driftssikkerhed og omkostningseffektivitet, siger Volker Mornhinweg, som står i spidsen for Mercedes-Benz Vans.

Yderligere detaljer

Sprinter har været flagskib for Mercedes-Benz Vans siden lanceringen af den første Sprinter i 1995. Med flere end 3,3 millioner biler til flere end 130 lande er Sprinteren et af de mest succesrige kommercielle køretøjer nogensinde og en bestseller i Mercedes-Benz Vans’ produktportefølje.

Lanceringen af den nye Sprinter starter på det europæiske marked i første halvdel af 2018, hvorefter de resterende markeder følger. Yderligere detaljer vil blive annonceret i de kommende måneder.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *