Varebilsalget buldrer fremad

Historisk fremgang i salget af varebiler i oktober måned. Personbilerne gik tilbage, mens lastbilerne i et beskedent år gik pænt frem i sidste måned

Danskerne har været noget nær maniske i oktober måned. Hussalget kunne notere årets bedste måned, hvor det ellers er juni, der sidder suverænt på de fleste bolighandler. Og på samme måde rykkede varebilsalget pælene op af mulden og satte en brølende rekord i nyere tid (efter finanskrisen, red.) med hele 2672 nyregistreringer på en enkelt måned.
Salget af nye varebiler steg i oktober til 2.672 nye biler. Det er en fremgang på 32 procent i forhold til oktober 2013.

Med det overvældende oktobersalg er 2014 oppe på en foreløbig forbedring i forhold til 2013 på 17,5 procent.

Fortsætter året ud

Til sammenligning ligger personbilerne beskedne 4,2 procent over 2013 med en tilbagegang på 3,0 procent i oktober. Lastbilerne er kun lige på plus i det samlede regnskab med 2,5 procent efter et flot oktobersalg på 441 enheder svarende til en fremgang på 7,6 procent

– Salget af nye varebiler har været den helt positive historie i 2014. Markedet er steget hele året, og i oktober har vi set en endog meget kraftig stigning. Det viser, at investeringslysten er høj blandt særligt de små og mellemstore virksomheder, og vi forventer, at den positive udvikling fortsætter året ud, om end i et mere begrænset tempo end den meget kraftige stigning i oktober, siger direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *