• Hos Gnewt er hele flåden af bydistributionsbiler elektriske. Fotos: Gnewt

Varebiler viser vej mod elektrisk mobilitet

I en tid hvor alle taler om elektriske biler peger den engelske bilbranche på varebilerne som ægte pionerer inden for morgendagens teknologi

Elektriske biler er på alles læber i disse tider, hvor der fokuseres på at få nedbragt luftforureningen i verdens storbyer. Men det er nok ikke så kendt i den brede offentlighed, at sektoren for erhvervskøretøjer er en sand pioner på dette område og flittigt bidrager med teknologiske fremskridt til elektriske varebiler, busser og lastbiler.

At den brede offentlighed ikke har øjne for dette kan måske finde sin forklaring i, at der er så relativt få erhvervskøretøjer. Det er i hvert fald en forklaring, der virker sandsynlig for SMMT (Society of Motor Manufacturers and Traders), der er en stor engelsk brancheorganisation for den engelske bilindustri. 

Forholdsvis stor miljøbelastning

I sit seneste nyhedsbrev henviser SMMT til analysebureaet Frost & Sullivan, der skønsmæssigt har beregnet, at Europas erhvervskøretøjer udgør mindre end 5 procent af den samlede bilpark. Men billedet ændrer sig, når man ser på erhvervskøretøjernes miljøbelastning.

De tegner sig nemlig for næsten 20 procent af den samlede vognparks udledning af CO2. Dette hænger sammen med, at erhvervskøretøjerne i forhold til personbilerne er større og tungere. Desuden har de flere driftstimer i løbet af deres levetid.

Verdens største flåde af elbiler

På denne baggrund finder SMMT det relevant at slå til lyd for den aktivitet og udvikling, der finder sted i sektoren for erhvervskøretøjer. Her er det især varebilerne, der sætter dagsordenen.

Det skyldes ikke mindst, at der er virksomheder som er gået ‘all in’ på at køre elektrisk. En af disse er Gnewt, der betegner sig selv som indehaver af verdens største flåde af elektriske udbringningskøretøjer. Flåden består af små og store varebiler samt mikrobiler og cykler.

Af andre eksempler på virksomheder med elbiler i deres flåde nævnes Royal Mail, UPS, North-East Lincolnshire Council, BAE Systems og Fortem.

Aktiv fransk trio

Blandt fabrikanterne af varebiler nævnes de tre franske mærker Peugeot, Citroën og Renault. I de første tre måneder af året har den franske trio introduceret nye eller forbedrede versioner.

Peugeot og Citroën lancerede hhv. Partner SE L2 og Berlingo Electric L2 550 LX, der begge har 250 mm længere lastflade i tillæg til 4 kubikmeters varerum og en rækkevidde på 106 miles (170 km).

Bedre batteri i Kangoo

Renault præsenterede sin hidtil største elektriske varevogn – Master ZE – på biludstillingen i Bruxelles i januar. Med en ny batteripakke angives rækkevidden til 200 km.

Samtidig introducerede Renault en ny batteripakke til Kangoo-modellen, der fik forlænget sin rækkevidde med 50 procent til 270 km.

Ford og DHL i samarbejde

Hos Ford går et innovativt tiltag ud på at køre forsøg i London med plug-in-hybrider. En lille flåde af Transit Custom-modeller skal i et års tid køre i den centrale del af byen og tjene virksomheder som British Gas, Addison Lee og Metropolitan Police.

I Tyskland er Ford gået i samarbejde med kurérgiganten DHL om at fremstille elektriske Transit’er, mens rivalen UPS er ved at udvikle verdens første distributionsbil, der kører på brændsceller. De første kommer på gaden i Californien, og i 2018 kommer de på gaden – sammen med elektriske versioner – i Londonbydelen Camden.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *