• Mercedes eVito lanceres i første halvdel af 2018 med et beskedent batteri på 41 kWh

  • Er der nogen, der kan huske Better Place? De tilbød batteriskifte i stedet for opladning. Mercedes var allerede i 1972 tændte på ideen

  • Mercedes LE 306 var en el-dreven varebil/minibus. Batteriet vejede 860 kg, og rækkevidden var mellem 50 og 100 km med op til 80 km/t

Alle varebiler fra Mercedes bliver elektriske

Vito, Sprinter og Citan bliver alle tilbudt med elektrisk drivlinje i de kommende år, lover Mercedes

Først Vito, så Sprinter og til sidst Citan. I den rækkefølge vil Mercedes indføre el-drift i sit varebilprogram. Som flere andre bilproducenter har Mercedes i mange år været vældig godt forberedt til det, der kaldes ‘overgangen til el-drift i transportsektoren.’

De var i gang allerede i 1972 med model LE 306. Den blev prøvekørt under bl.a. OL i Munchen, men med sin beskedne ydelse, korte rækkevidde og høje pris var den uegnet til dagligt brug.

Anden gang gik heller ikke

38 år senere prøvede Mercedes igen med Vito E-Cell. Nu var teknikken mere anvendelig, men tiden, markedet eller industrien var åbenbart stadig ikke moden. Så den blev taget af plakaten igen.

Tredje gang er måske lykkens gang. I første halvdel af 2018 kommer eVito i handelen. Og i 2019 følger elektriske udgaver af Sprinter og Citan.

Svagt batteri på kun 41 kWh

eVito har desværre et beskedent batteri. Kapaciteten er på kun 41,4 kWh. Det er dermed ikke større end det, der findes i den lille personbil Renault Zoe, hvis rækkevidde angives til 3-400 km.

eVito har en angivet rækkevidde på blot 150 km. Ved lave temperaturer og fuld last opgives rækkevidden til 100 km, og topfarten er beskedne 120 km/t.

Ingen hurtigladning

Endnu en overraskelse er, at det tager cirka 6 timer at lade batteriet op. Inden for prisen på 40.000 euro før moms (300.000 danske kr.) kunne det synes overkommeligt at indbygge den ret så simple elektronik, der gør hurtigladning muligt.

Mercedes kan sagtens bygge en el-drevet, mellemstor varebil, der kan køre 400 km og lades op på en halv time. Måske ville prisen være blevet for høj. I hvert fald kommer den første generation af eVito kun til at trille rundt inde i byerne.

Mercedes oplyser, at de vil investere yderligere 150 millioner euro i elektrificering af deres varebilmodeller i løbet af de kommende år. Man kan så håbe, at nogle af pengene vil gå til kraftigere batterier og kortere ladetider.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *