Varebil-statistik af tvivlsom værdi

Nye tal fra Applus-undersøgelse gav ingen nærmere forklaring på iøjnefaldende forskelle i fejlrater for varebil-trio fra PSA og Fiat

Trillinger kan være meget ens i ydre og som regel også i opførsel, men det gælder ikke i bilernes verden.
I den seneste Applus-statistik over syn af fire år gamle varebiler skilte Citroën Jumper sig overraskende ud fra søstermodellerne Peugeot Boxer og Fiat Ducato.
De tre modeller har samme tekniske DNA, alle tre er produceret på det samme samlebånd, og tre modeller havde fire års tjeneste bag sig, da de blev synet.
Alligevel blev der kun fundet 34,3 ejl pr. 100 synede eksemplarer af den franske PSA-gruppes Citroën Jumper, mens der blev fundet 51,8 fejl på Peugeot Boxer fra samme koncern og 57,6 fejl på Ducato fra den italienske bilgigant Fiat.
Hvad fik Citroën Jumper til at skille sig ud i et så markant omfang?

Trioens hyppigste fejl

Når Applus trækker data ud til fejlstatistikken for eksempelvis Peugeot Boxer, medregnes de synede eksemplarer, hvad enten det er combimodeller, kassevogne, ladvogne eller biler med dobbeltkabine. De konstaterede fejl og mangler sammentælles og omsættes i statistikken til antal fejl pr. 100 synede biler.

Læs også Applus Bilsyn: Citroën Jumper foran Toyota

Imidlertid kan man ikke af den offentliggjorte fejlstatistik se fordelingen af de undersøgte modelvarianter, hvor mange kilometer disse havde tilbagelagt eller hvilke typer fejl, der var hyppigst forekommende. 
Vi fik derfor Applus til at uddybe de data, der lå til grund for den statistik, som synsvirksomheden publicerede i sidste uge. Vi har fået nogle tal for konstaterede fejl, men uden reference til modelvariant, kilometertal, anvendelse etc. 
For hver 100 synede eksemplarer af Citroën Jumper blev der fundet 11,7 fejl ved el-anlæg, lygter, reflekser m.v., hvor der på eksemplarer af Fiat Ducato blev fundet 20,4 fejl og på Peugeot Boxer 24,5 fejl. 
Jumpers næsthyppigste fejl blev fundet ved bremserne, nemlig 4,4 fejl, hvor Peugeot Boxer havde 8,2 fejl og Fiat Ducato 12,5 fejl. 
Den tredjemest forekommende mangel ved Jumper var fejl ved dens ”indre indretning, udsyn, særligt udstyr m.v.“, nemlig 3,8 fejl. Samme fejlrate gjorde sig gældende for Peugeot Boxer, hvorimod Fiat Ducato havde 6,7 fejl. pr. 100 synede eksemplarer. 
For så vidt angik bilernes bærende elementer, blev der på Jumper fundet 2,9 fejl, mens der på Boxer blev fundet 3,8 fejl og på Ducato 4,3 fejl pr. 100 biler. 

Ufuldstændigt billede

Men tallene giver stadig ikke noget retvisende billede, som kan forklare hvorfor tre teknisk identiske identiske biler falder så forskelligt ud efter fire års brug. Applus har ingen plausibel forklaring på de konstaterede forskelle. Lignende tendenser viste sig ved sammenligning af andre søstermodeller fra konkurrerende bilfabrikkers udviklings- og produktionsmæssige joint-ventures.
Hos altomvarebiler.dk anser vi det for sandsynligt, at afvigelserne i søstermodellernes tilstand efter fire år snarere skal forklares ved væsentlige forskelle i ejer- og brugerforhold, kilometertal, anvendelse, servicering og vedligeholdelse. 
Statistisk er synsvirksomhedens tal på deres vis nok valide, spørgsmålet er blot, hvad man kan bruge dem til, om tallene f.eks., giver et reelt billede af de enkelte modellers kvalitet og tilstand efter fire års drift. 
Det er vist tvivlsomt!

En tanke om “Varebil-statistik af tvivlsom værdi”

  1. Statistik. En blanding af løgn og latin. Jeres konklusion om forskellene i ejer- og brugerforhold er nok den mest plausible. Måske importørernes marketing afdelinger kan få noget ud af det her, for resultatet viser, at dem der kører Citroën mest er ejer/brugere, med mest interesse i at passe på deres arbejdsbil, hvorimod Ducato’ erne mest anvendes af ansatte, som jo ikke altid tager så meget hensyn til deres arbejdsbil.. Men, for at få et retvisende billede, skal man vel også tage hensyn til antallet af solgte enheder af de forskellige mærker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *