• Varebilen med robotter og pakker står et centralt sted, hvorfra de små automatiske bude findr ud til kunden, som kan befinde sig op til tre km væk

  • Robotter kan tage små pakker på op til ti kilo. March-hastigheden er omkring gå-tempo, så det kræver en tålmodig chauffør

  • Efter hver opgave vender robotterne tilbage til 'garagen' på nederste etage af bilen

  • Oven på garagen står pakkerne på transportbånd, hvor de er registreret med destination og leveringstidspunkt

  • Der går en del af varerummet fra til arbejdsplads for chaufføren, som skal pakke budene

  • Førerpladsen skal nok lige ses efter i sømmene, hvis chaufføren skal sidde her og vente på, at hans lille hær af el-myrer kommer hjem fra job

Vans and robots

Med Mercedes' Vans & Robots bliver din varebil til en lille budcentral, som leverer dine pakker med en lille hær af sekshjulede robotter

Altomvarebiler.dk i Stuttgart:

Farverige, alternative, kreative. Løsningsforslagene på Mercedes hitec-seminar om fremtidens logistiske udfordringer var netop det. Nogle af dem synes umiddelbart mere gangbare end andre, og Starship Technologies’ Vans & Robots synes at være den med bedst levedygtighed i en mere perfekt verden end den virkelige.

Konceptet går i al sin komplicerede enkelhed ud på, at man i sin udbringningsbil har en række robotter, som leverer pakkerne den sidste korte strækning fra en central holdeplads.

Hurtig levering

For kunden er idéen, at man bestiller sin vare online og giver besked om, hvornår man vil have den leveret. Så kommer der en robot med varen på den valgte adresse på det opgivne tidspunt. Imens kan du  på din telefon følge med i, hvor din pakke er nået til, og hvornår den helt præcist ankommer til din trappesten, så du ikke skal stå og vente udenfor.

Tanken er, at budtjenesten skal samle en række ekspres-ordrer til samme område på samme tid og bringe dem ud inden for en meget kort tidsramme. På seminaret talte de om en time, hvilket synes ambitiøst, hvis man skal have kunderne til at bestille alle deres små pakker samtidigt.

Minicentral

For chaufføren består arbejdet i at pakke sin bil med varer, som registreres digitalt med adresse og leveringstidspunkter. Han kører bilen til et centralt leveringspunkt, hvor bilen fungerer som min-central for udbringningsrobotterne.

Han skal blot lægge de enkelte pakker i den næste robot, som så selv kører ud og stiller sig hos kunden, der med sin app kan åbne låget og få sin pakke. Herefter vender robotten tilbage til ‘centralen’ og melder klar til næste tur.

Husk at hente pakken

Men systemets svagheder er dog umiddelbart mange og til at få øje på. Først og fremmest skal man være sikker på, at alle kunder er hjemme og husker at hente pakken uden for døren.

Og så er der den iøjnefaldende risiko for, at fodgængere i myldretiden bliver irriteret over de store robotter, der kryber rundt mellem benene på dem. Og hvorfor skulle vandaler ikke synes, det er sjovt at lægge dem om på siden?

Hasarderet

Vans & Robots synes mere velegnet til mere lukkede virksomheds- og kontormiljøer, hvor de kan spare en stakkels piccolo væk. Eller hvad med store uddannelsesinstitutioner som universiteter og forskningsområder?

Det synes i hvert fald en smule hasarderet at sende sagesløse robotter rundt på Vesterbro i myldretiden.

adVANce

Vans & Robots er én af de teknologier, Mercedes-Benz har taget med i deres store satsning ‘adVANce’, som går ud på at blive en større del af deres kunders samlede varebils-løsning i fremtiden.

– Nogle af dem er mere ligetil end andre. Det er svært at tænke sig frem til, hvordan de bliver en del af vores produkter, men vi prøver og er åbne for alle forslag. Er vi ikke med fremme, hvor tingene sker, så er der andre, der får idéen, sagde Mercedes-Benz’ chef for varebiler, da han åbnede seminaret i tirsdags.

Drone-levering

For varebilsproducenter er dilemmaet, at jo mere effektivt, udbringning af pakker bliver, des færre varebiler kan de sælge. Men hvis de ikke selv bliver en del af det nye marked, så er der andre, der gør det.

I næste artikel i serien fra adVANce-seminaret ser vi på last-mile udbringning og ekspres-levering i tæt trafikerede byområder med droner.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *