• UPS har for første gang leveret en pakke via autonom drone.

  • Dronen har otte motorer, så den kan flyve med pakker på op til fem kilo.

  • Batteriet rækker til 30 minutters flyvning, og lades op, så snart dronen er tilbage i budbilen.

UPS vil sende pakkepost med droner

Det amerikanske kurérfirma UPS har lavet sin første test med droner – en mulighed der kan spare virksomheden for 350 millioner kroner årligt

Fremtiden for pakkepost er flyvende. I hvert fald hvis man skal tro kurérfirmaet UPS. De har netop overstået den første test, hvor en budbil har sendt en drone afsted med en pakke, mens chaufføren har fortsat og leveret endnu en pakke.

Det er kæmpe fordel; specielt i tyndbefolkede områder hvor buddet ofte må køre langt. Det koster både i timeløn, brændstof, slitage og i CO2. Faktisk anslår UPS, at hvis hver chauffør sparer bare en miles kørsel per dag på et år, så er det ensbetydende med en besparelse for firmaet på 350 millioner kroner.

Workhorse

Det er virksomheden Workhorse, der står for at levere både budbil og drone. Budbilen er en hybrid, og dronen, som har fået navnet Workhorse HorseFly, kan lande og lette fra en del af taget, som kan skydes tilbage for at hente dronen ind i lastrummet. Herfra kan chaufføren laste den med pakke, der vejer op til fem kilo. De otte motorer drives af et batteri, som har nok kapacitet til 30 minutters flyvning. Ladningen klares, så snart dronen er tilbage i budbilen. Til forskel fra de fleste droner i dag, skal UPS-dronen ikke styres aktivt, men finder i stedet selv vej.

Droner er generelt et hit, når det kommer til at bringe pakker ud. På sidste års Varebilsmesse i Hannover, viste Mercedes deres Vision Van Concept, der også har en indbygget drone og et system, hvor dronen selv lastes med pakker uden chaufførens indblanding. I december sidste år, leverede Amazon deres første pakke til en mand i England, og der gik bare 13 minutter, fra han bestilte, til pakken blev sat af på hans græsplæne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *