• Et nænsomt ansigtsløft er, hvad det kunne blive til, for man skal jo ikke ændre for meget ved en vinder

  • Her er VW Transporter T6' største kosmetiske fremskridt. Instrumentbordet fra personbilerne med super kopholder, touchskærm som standard og masser af afsmidningsplads

  • Nå ja, den fik de så ikke videreudviklet på

  • Stadig praktisk bredrøvet

  • Testbilen var godt pakket ind i varerummet til gavn for akustikken. Men det stækkede til gengæld fastgøringspunkterne i kassen

  • Den nye baglygte er højt nok monteret til at undgå de værste Bilkabuler

  • Rent praktisk er der masser af sund fornuft i at bygge en stor forkofanger i sort plastik. Den er nem og billig at skifte

  • Der er stadig lidt bord-og-bænk-indretning over sædearrangementet, så man er ikke så bange for at sætte sig med beskidt arbejdstøj

Transporter T6 – en vinder uden personlighed

Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at VW kørte den nye Transporter T6 hjem på rutinen. Men rent teknisk og teknologisk er den ren spitzenklasse

Umiddelbart er der lidt for meget rutine over den nye VW Transporter; allerede godt kendt som ‘T6’. De ydre rammer er kun nødtørftigt opdateret med en lidt mere muskuløs front og minimalt forandret lygtedesign.

Et kig i specifikationerne afslører, at der absolut heller ikke er noget at tabe sutten over under motorhjelmen. Maskineriet er de gode gamle 2.0 TDI Euro5-motorer. VW i Danmark har skriftligt garanteret Altomvarebiler.dk at ingen T6’ere har ulovlig software installeret, så kunderne har intet at frygte i den forbindelse. Budskabet er hermed givet videre. Vil du have den med Euro6-motor, koster det ekstra.

Udstyr fra personbilerne

Men sætter du dig bag rattet og bare kigger lidt på mulighederne uden at dreje nøglen, vil du opdage, at VW har oppet sig på et helt basalt plan. Måske har de endda lyttet lidt til brugerne. Først opdager man jo det nye instrumentbord, der har hentet kraftig inspiration i VW’s aktuelle designlinje i personbilerne. Ja, man kunne næsten fristes til at kalde det ‘Passat-lignende’.

Passat-lignende er i hvert fald berøringsskærmen med en dejligt logisk betjening. Det løfter helhedsindtrykket, og vælger du at investere lidt ekstra i kommunikationen, får du VW’s infotainment med mirrorlink til smartphone og meget andet godt af det, de unge vil have. I det hele taget er der alt det, man med rimelighed kan forvente i en moderne bil. VW skilter bare ikke rigtigt med, at det er en moderne varebil, de har begået.

Alle taber

Der er også godt med praktiske afsmidningsrum til alle de småting, man bruger en gang imellem, eller som bare generer i lommerne under kørslen. Op i hullerne med dem. Og i forruden har de gravet en kopholder ud i hver side. Vi har skrevet det før, men det minder en del om det, Renault præsenterede lige før årtusindskiftet i Trafic. Men bedre sent end aldrig. Faktisk har VW gjort det endnu bedre, for med A-stolpen godt ude i fronten er der en langt bedre pladsfornemmelse omkring førerpladsen, så man helt får lyst til at servere en småkage ved siden af kaffen.

Mercedes Vito på sejrskurs

Den øvrige indretning nåede de vist ikke rigtigt at få med på mødet den dag, de lagde planerne for T6. Der er en del tilbage af skurvogns-stemningen, selv om akustikken er blevet bedre. Men for tiden er man fristet til at sammenligne indretningen af alle varebiler over 2,5 ton med Ford Transit Custom. Den sætter ganske enkelt standarden for indretning og respekt for brugeren, og den sammenligning taber alle konkurrenter i.

Ingen ulykker

Men rent teknisk er der intet at komme efter. T6 er sikker til bens med sit afstivede chassis og undervogn, og sikkerhedsmæssigt er den godt med. For eksempel har du parkeringssensorer og multikollisionsbremse, der automatisk bremser bilen i tilfælde af en kollision, så den ikke triller ud i nye ulykker.

VW Transporter med gaven i maven

De Euro5-godkendte motorer leverer brændstoføkonomi på op til 17 km/l. Vi testede Transporter T6 med 140-hestes motor og seks-trins DSG-gear. Det har været en decideret attraktiv kombination i enhver af koncernens personbiler i årevis, og i Transporter gør den det lige så eminent. Man må undvære lidt af den sportslige oplevelse, selv om Transporter har tabt sig lidt, men med tilstrækkelig støjdæmpning og mokka i kopholderen er den ganske enkelt eminent.

De forhåndenværende søm

Transporter formår stadig at give et samlet indtryk af en solid og pålidelig varebil. Selv i en halvsjusket udgave efter de forhåndenværende søms princip formår tyskerne at give dig følelsen af, at du er godt hjulpet i dit arbejde. For resultatet er overbevisende, praktisk, anvendeligt.

Så selv om kontoret ikke rigtigt er med fremme i kampen om medaljepladserne, så er helhedsindtrykket stadig spitzenklasse.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *