• Til efteråret får London æren af at teste ny teknologi for Ford med de første Transit Custom plugin hybrid

Transit Custom plugin hybrid tyvstarter i London

London får 20 af fremtidens Ford Transit Custom plugin hybrid, som ellers først kommer på markedet om to år

Ford og London by går sammen om at forbedre luftkvaliteten med Ford Transit Custom plugin hybrid varebiler. Ford fremrykker med projektet sine planer om at blive førende inden for el-biler med 13 nye globale modeller inden for de næste fem år.

Ford kalder dem elbiler, men Transit Custom er plugin hybrider med stor batterikapacitet, fordi de er udviklet til at kunne klare de fleste af dagens opgaver på el alene.

EcoBoost og batterier

Vi kender endnu ikke noget nærmere til hverken elmotor eller batteri-kapacitet, men Ford har for nyligt afsløret, at al deres hybridteknologi bliver baseret på EcoBoost-motorer. Altså turbobenzinere.

London-projektet finansieres af Advanced Propulsion Centre, der finansieres af den engelske regering.

Ikke produktionsklar

Det er selvfølgelig et markedsførings-stunt af Ford sådan at introducere en model, som ikke er produktionsklar for at prøve teknologien af. Officielt er formålet at forbedre byens luftkvalitet. Planen omfatter en 12 måneders afprøvning af 20 nye plug-in hybrid Transit Custom varebiler.

De skal nedbringe den lokale forurening ved at køre udelukkende på elektricitet under hovedparten af turene rundt i byen i forbindelse med for eksempel udbringning af varer eller servicearbejde. Ford stiller de 20 specialfremstillede Transit Custom til rådighed for en række kommercielle bilflåder over hele London.

Tester software og telematik

Det sker for at afprøve, hvordan varebilerne bidrager til renere luft, samtidig med at de løfter produktiviteten for virksomheder i byområder.

– Ford er Europas førende varebils-brand, og nu bliver det elektrificeret. Via samarbejdet med vores partnere i London vil vi også få lejlighed til at teste software og telematiske løsninger med et enormt potentiale i forhold til at reducere udledning og byens udgifter, siger Jim Farley, bestyrelsesformand og CEO, Ford of Europe.

Oppe at køre

– Den her nye type partnerskab viser vores udvikling frem mod at blive både en bil- og mobilitetsvirksomhed. Vi har masser af arbejde foran os, men alle er oppe at køre over det gennembrud, som samarbejdet har skabt, forklarer han.

Projektet er planlagt til at løbe af stablen til efteråret, og Ford er med de 20 Transit Custom plugin hybrider den første store producent, der på den måde kommer til at kunne tilbyde plug-in hybrid teknologi i dette segment af varebilsmarkedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *