• Gumpen er intakt. Den praktiske bagklap med Urban Cruiser bagrude fortsætter ufortrødent

  • Læssekanten er holdt i skak, så sælgere og servicefolk kan få deres pakker ind og ud uden det store besvær

  • 360-graders Panorama View med fire kameraer er nyt i RAV4 og gør parkering til en leg

  • Toyota understøtter hverken Apple Carplay eller Android Auto. De venter på et infotainment-system fra Ford

  • RAV4 er blevet 35 millimeter længere, men undervogn og akselafstand er uændret

  • RAV4 er fortsat en softroader med appeal til firmabilister. Leasingselskaberne har stigende succes med den

Toyota RAV4 Hybrid til folkepris

En lidt skarpere Toyota RAV4 får både hybrid og BMW's dieselmotor. Den er blevet meget skarpere - både under hjelmen og på prisen

Altomvarebiler.dk i Alicante:

Altomvarebiler.dk har prøvekørt den faceliftede Toyota RAV4 i den spanske turistby, hvor Toyota havde arrangeret præsentationen.
Og kløerne er blevet hvæsset på både bil og økonomiafdeling. Den eksisterende generation af Toyota RAV4, som er den fjerde i rækken, kom på gaden i 2013, men nu har japanerne monteret deres varemærke, hybridmotoren, i RAV4.

Toyota har stadig ikke været i Europa og forsøge at finde ud af, hvordan man designer biler. Sælgernes punchlines skal som vanligt findes i teknologi, sikkerhed og den almindelige tillid til Toyotas kvalitet.

Terrænkørsel og højhastighedskurver

De tekniske forbedringer er dog mere omfattende end som så. RAV4 kan fås med 360 graders Panorama View, som gør det til en leg at rangere og parkere på snævre områder.
Under gulvet er der lagt ekstra støjisolering, ligesom karosseriet er blevet stivere til gavn for køreegenskaberne.

Få timer bag rattet i en ny bil afslører ikke mange detaljer, men umiddelbart er det ikke det store, der er sket med dynamikken. Man fornemmer ro og komfort mere, men det er hverken terrænkørsel eller højhastighedskurver, der er dens livret.

Modelprogrammet

Modelprogrammet er efter Toyotas standarder forholdsvist overskueligt. En toliters benzinmotor, en to liters dieselmotor og nu også en hybrid.
Den kan leveres med den 151-hestes benzinmotor under låget med firehjulstræk. Aldrig tohjulstræk.

Dieselmodellen – og der er kun den ene – med den toliters BMW-motor på 143 hk fås kun som forhjulstrækker. Aldrig firehjulstræk.
Det er lidt synd, for den ville være en oplagt sællert til det europæiske marked.

Elmotor uden hestekræfter

Og så er der den store nyhed. RAV4 Hybrid, som fås med både 2WD og 4WD. Hybridmotoren er et setup, der også bruges i Lexus’ SUV NX300h. Den består af en 2,5-liters benzinmotor med 152 hk, suppleret af én eller to elmotorer på hver 68 hk.

Den samlede effekt er på 197 hk og kan sende hybriden fra 0-100 på 8,3 sekunder, hvis nogen skulle finde den disciplin interessant.
Man kan altså ikke bare lægge de to effekt-tal sammen og få næsten 300 hk ud af det. Sådan fungerer hybrid ikke.

4X4 sikkerhed

4X2’eren har alle kræfter på forhjulene, mens 4X4’eren har en ekstra elmotor på 68 hk koblet til bagakslen. De elektriske kræfter fordeles efter behov, så der er firehjulstræk ved igangsætning, acceleration, kørsel op ad bakke samt når forhjulene mister greb på glat underlag.

Men heller ikke de to elmotorers kræfter kan man bare lægge sammen. Batteriet ‘bestemmer’, hvor mange kræfter, der skal bruges, og det fordeler strømmen, så de to elmotorer aldrig overstiger de 68 hk. Det er et simpelt spørgsmål om at holde forbruget nede.

Høj trailervægt

Et meget velkomment biprodukt af sparsommeligheden betyder, at belastningen på elmotorerne aldrig bringer den i fare for overophedning ved høj belastning til gavn for anhængervægten, der når op på 1.650 kg i 4X4-versionen. Med 4X2 er trailervægten kun 800 kg.

Bedre diesel

Og så kommer vi til paradokset. For bortset fra den grønne ejerafgift, som er på 310 henholdsvis 600 kroner halvårligt for hybriderne, bliver den sat til vægs af den nye dieselmotor.

Samtidigt med, at RAV4 får hybridmotor, er det også blevet dens tur til at få BMW’s dieselmotor under hjelmen. Med en brændstoføkonomi på 21,3 km/l er den mere økonomisk end hybridernes op til 20 km/l. Den er 80.000 kroner billigere på hvide plader og 43.000 billigere før moms på gule plader.

Skarpe priser

Priserne starter på 217.990 kroner plus moms for en skrabet udstyret dieselmodel (379.990 på hvide plader) og 260.990 plus moms for en forhjulstrukket hybrid. Skal hybriden trække på alle fire koster den 282.990 kroner plus moms.

Det er rimeligt skarpe priser for en Toyota SUV, som nok skal holde konkurrenterne til ilden.
Der er dansk premiere i april måned, men allerede i februar holder Toyotas forhandlere snigpremiere med en bil eller to, som man kan komme forbi og tage i øjesyn.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *