• Den kortere snude har givet bedre pladsforhold i kabinen

  • Med yderste passagersæde klappet op er der stadig plads til en smalrøvet i midten, men det er ikke just et komfortsæde

  • Lugen bag passagersædet giver en ekstra meters penge til rør og lister

  • Idéen er tyvstjålet fra Ford Transit Custom, men PSA og Toyota skulle have stjålet den helt, for Fords lem klapper op, så godset ikke ødelægger den

  • Der er lidt Anders And over de ydre design, fordi det er så simpelt, at det næsten bliver indlysende genialt

  • Helt ny bil. Men den irriterende halvø til gearstangen har alligevel sneget sig med over

  • Armlæn, god benplads, plads til at justere ryglænet og god beskyttelse bag et højt instrumentbord

  • Drikkedunk og madpakke holder temperaturen i termorummet under midtersædet

  • Lodrette sider helt op til loftet og minimale hjulkasser giver ekstra plads på samme areal

Toyota Proace er 112 procent

Der er så meget best in class ved den nye Toyota Proace, at man bliver helt glad for at finde et par skønhedsfejl. Og så er den billigere end alle de andre

Ja, det kan godt være, det er lidt halvfladt at fyre sådan en floskel af, men med det tilløb, PSA og Toyota tog, før de lancerede deres første egentlige fælles projekt, trillingerne Peugeot Expert/Citroen Jumpy/Toyota Proace. For nu at blive i flosklernes verden, så overlod de meget af spillet til modstanderen.

Modstanderen i denne sammenhæng er selvfølgelig primært konkurrenter som Renault Trafic, VW Transporter og Ford Transit Connect. Og kontraangrebet fra PSA er et suverænt hattrick.

Best in class

Tidligere hed den testede version L1. Altså rent størrelsesmæssigt og i de franske og italienske versioner. Men som du kunne læse i testen af den nye kompaktversion i efteråret, er den mindste nu forfremmet til den mellemste.

På japansk hedder L1, L2 og L3 nu henholdvis Compact, Medium og Long. Det betyder, at Toyota Proace Medium nu skal sammenlignes med konkurrenternes L1-versioner. Og det er så det, vi gør her. Sammenlignet med konkurrenterne lægger den ud med en lasteevne på 1400 kg i de fleste versioner. Så er vi lissom i gang, for det er best in class.

Ford på tronen

Kørekomforten var vi igennem, da vi testede Citroën Jumpy L1, så det springer vi let henover i denne sammenhæng. Det interessante ved L2 er den direkte sammenligning med de to klasse-dukse på det danske marked, Ford Transit Custom og VW Transporter.

Som det næsten er sagt til ulidelighed, satte Ford sig tungt på tronen for indretningsarkitektur med Transit Custom tilbage i 2012. Det er som om, ingen af konkurrenterne rigtigt har taget den tråd op.

Store som små trillinger

Både franske, japanske og tyske producenter holder fast i det klasseopdelte bilmarked, hvor en varebil skal kunne rengøres med en højtryksspuler, mens amerikanske Ford tydeligvis har accepteret håndværkeren som en skattet kunde og bidragsyder til totaløkonomien Og derfor også har indrettet hans varebil som en personbil.

Den finte er stadig ikke trængt ind hos konkurrenterne, og Toyota Proace er ingen undtagelse. Også selv om indretningen er blevet meget mere elegant og har tydelige design-ligheder med de små trillinger fra samme alliance, Aygo, C1 og 108.

Tag knæet af

Vi bader i hård plast og fortidens efterladenskaber i form af den himmelråbende evnesvage knæknusende halvø, hvor gearstangen sidder. Den sad også i forgængeren, men ingen af de kunder, som blev taget åh så meget med på råd i udviklingsfasen har åbenbart gjort opmærksom på, at broderparten af deres medarbejdere er udstyret med et venstre ben. Også dem, der lejlighedsvist skal sidde på midtersædet.

Og det er der mange flere, der skal i den nye Proace. Den har nemlig fået den samme luge i bagvæggen, som vi kender fra for eksempel Ford Transit, – nu skal jeg nok holde kæft med den Ford – og når den er i brug, skal det store passagersæde foldes op for at gøre plads til de lange stumper. Og så må makkeren afmontere sit knæ og sætte sig ind på midtersædet, hvis han ikke vil tage bussen.

Lavteknologisk til madpakken

Ikke desto mindre er der smarte detaljer. Specielt er det fint at se en lavteknologisk løsning til madpakken, som kan opbevares i det flamingo-forede rum under midtersædet.

Og så bliver vi nødt til endnu en gang at nævne de gode pladsforhold til føreren, som er blevet flyttet frem i kabinen, så der er meget bedre plads til at finde en ordentlig siddestilling. Endda med plads til at lægge ryglænet lidt ned. Dejligt.

Nøjsomme

Man bliver mere tilbøjelig til at melde sig til de opgaver, der ligger langt væk, og et ordentligt musikanlæg med alle de digitale opkoblingsmuligheder og et lavt støjniveau i kabinen løfter den helt op på siden af og forbi samtlige konkurrenter. Her har Toyota og PSA altså gjort deres hjemmearbejde godt.

Med deres små kopholdere har de endda sørget for, at du må holde ind på tanken langt oftere, end de ekstremt nøjsomme Euro6-motorer ellers kræver, for du løber tør for kaffe længe inden, tanken er tom.

Billigst

Når vi så har været alt det nye igennem og givet Proace et skudsmål til topkarakter, når man ser bort fra gearstangens placering og espresso-kulturen i kopholderne, kommer vi til priserne. Normalt en disciplin vi holder os fra her på Altomvarebiler.dk, fordi I er meget bedre til at tryne sælgere, og derfor er listepriserne i praksis uinteressante.

Alligevel er der grund til at kaste et blik på dem i denne sammenhæng. For læg lige mærke til, at de starter på 154.000 plus moms for en Medium, hvilket er 47.000 under en tilsvarende Renault Trafic, 23.000 under en Ford Transit Custom og 65.000 billigere end VW Transporter.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *