Skodas nye sportscoupé som sprintglad van?

Verdenspremieren på Skoda Rapid Coupé Sport måske et alternativ til VW Scirocco

Når man kan trylle med platformen til Golf og forvandle den til en eksotisk og køreglad Scirocco, så kan man vel gøre noget tilsvarende med platformen fra Skoda Rapid. Fra proportionerne i den sidstnævnte er der ikke så langt til profilen af en chik coupé.
Om resultatet af det nummer, så også kan forvandles til en fræk varetransportør er et spørgsmål, som her og nu må henstå i det uvisse. Først skal det tjekkiske tryllenummer afsløres.
Dèt sker ved det årligt tilbagevendende GTI-træf ved Wörthersee i Østrig, der omkring byen Reifnitz samler hundredevis af bilglade sjæle, og som traditionen tro cirkulerer omkring søen i en nærmest endeløs karavane med truttende bilhorn og glade vink til lokalbefolkningen.
Ligesom nogle varebilkøbere fristes af den kække sportscoupé VW Scirocco, kan Skoda-raketten måske ende med at blive et prismæssigt alternativ til bilen fra Wolfsburg.

Mulighederne er legio

Begge bilmærker håndteres i Danmark af importselskabet Skandinavisk Motor Compagni. Når det efter verdenspremieren på den nye Skoda Rapid Coupé Sport ved Wörthersee igen bliver hverdag kan der blive lejlighed til en vurdering af mulighederne i den strømlinede sprinter fra Mlada Boleslaw.
Bortset fra oplysningen om at coupémodellen er 4480 mm lang og 1700 mm bred, foreligger der ikke i skrivende stund nærmere tekniske detaljer om bilen. Men udgangspunktet er den godt 1,5 ton tunge Rapid med 4-dørs karrosse og tophængslet bagklap.
Bilens akselafstand er 2600 mm og bagagerummets volumen er opgivet til 500 liter, men uden bagsæde kan der måske aliigevel blive plads til en blåstempling som varebil. Ligesom det skete med VW Scirocco.
Rapid-serien spænder fra den 3-cyl. 75 hk benzinmotor på 1,2 liter til de 4-cyl. TSI benzinmotorer med ydelser på 86, 105 og 122 hk samt den dieseldrevne TDI-motor på 1,6 liter og 105 hk. Som sportscoupé kan Skoda hente yderligere trækkraft fra koncernens komponentbank, f.eks. TSI-motorer på 1,4 og 2,0 liter med ydelser på 160 og 210 hk eller de dieseldrevne TDI-maskiner på 2,0 liter og med ydelser på 140 eller 170 hk.
Mulighederne er legio, så måske kommer den nye Rapid Coupé også til at gøre i gult.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *