• Levorg fås alene med 170-hestes turbobenziner og automatgear, men der er masser af både sjov og fornuft i den

  • Forester er på trods af sit beskedne ydre en formidabel offroader, hvilket den også beviste i det norske snelandskab

  • Der er sket meget indvendigt, siden Forester første gang så dagens lys i 90'erne

  • Store, tunge Outback er bygget til de komfortabelt anlagte, men den gør det fremragende langt fra alfarvej

  • Man fornemmer nu Subarus ambitioner om at bide skeer med premium-mærkerne. Outback nærmer sig elegancen

  • XV er den lille i familien. Men også her er rallygener og offroadegenskaber tydelige. Der er masser af Subaru-slægt i den

  • WRX STI er den eneste model i Subarus sortiment, vi ikke har noget at gøre emd her på Altomvarebiler.dk. Men da chancen bød sig for en tur på isen med pigdæk - nå ja

Til fødselsdag i sneen

Somme tider går der så meget software og design i bilerne, at man helt glemmer, hvad det hele handler om. Det mindede Subaru os lige om i et snedækket landskab og på en tilfrosset skovsø i Norges vinter

Altomvarebiler.dk i Norge:

I år er det 50 år siden, Subaru i 1966 byggede sin første Boxer-motor. Siden er det blevet til 15 millioner enheder af den flade maskine med det lave balancepunkt og høje pålidelighed.

Lidt senere – i 1972 – begyndte deres biler at trække på alle fire. Det er blevet til 14 millioner biler med permanent firehjulstræk

Mægtigt lokomotiv

I 2016 runder produktionen for første gang en million biler på et år. Et tal, som Subaru for bare ti år siden forsvor de nogensinde skulle overskride. Subaru var og skulle forblive et nichemærke.

Men tiderne har ændret sig. Siden finanskrisen er der igen kommet fokus på kvalitet, de gode ting, pålidelighed, brands, mærkevarer. Og Subaru har med det amerikanske marked som et mægtigt lokomotiv fundet fodfæste som bilen for feinschmeckere, der sætter pris på pålidelighed, uopslidelighed og fremkommelighed.

Komfort i fjeldhytten

Efter to dages testkørsel af hele Subarus program kan man så sætte sig ned i ro og mag og lade indtrykkene bundfælde sig. Skal du pendle i den, har du brug for at transportere dig selv med oppakning til fjeldhytten i effektiv komfort, og hvor meget plads har du egentlig brug for?

Skal din bil være klar til udrykning i uvejsomt terræn, når vildmarken kalder, og naboerne skal evakueres i en snestorm. Eller er det i virkeligheden rallybilen WRX med sin rå vildskab og brølende forførende køreegenskaber på både asfalt, og når det går over stok og sten, der trækker?

Rally-DNA

Svaret er faktisk skuffende simpelt: Udgangspunktet vil altid være det samme i alle Subaru’er. En stabil konstruktion med symmetrisk firehjulstræk, en lavtliggende Boxer-motor og en ekstrem grad af pålidelighed.

Det betyder, at der er lidt rally-DNA, lidt offroader og familievenligt sikkerhedsniveau i dem alle.

Oppet sig elektronisk

Du må give afkald på de allerfineste komfortkabiner, som konkurrenterne fra Mercedes-Benz og Audi disker op med. Men de skal også have noget mere for ulejligheden, end de dedikerede niche-leverandører hos Subaru forlanger.

Til gengæld har de oppet sig på de lidt finere elektroniske sikkerhedssystemer. De er godt i gang med at gøre EyeSight til standard på samtlige modeller.

EyeSight

EyeSight har automatisk nødbremse, adaptiv fartpilot, vognbaneassistent og meget mere gennem sit stadig lidt klodsede udseende stereokamera. Men det virker, og det redder menneskeliv hver dag rundt omkring på kloden.

Til hverdag betyder det fred i sjælen for føreren, at bilen kan træde til i en tilspidset situation, som når en fodgænger træder ud foran bilen.

Tro mod sig selv

Subaru har på én eller anden måde formået at forblive tro mod sig selv om at være et nichemærke med fokus stift fikseret på solide køreegenskaber, mens de samtidigt følger med i den moderne verden og desuden sælger bunker af biler på internationale markeder.

Så da de inviterede til 50-års fødselsdag i en sneklædt skov og på en tilfrosset sø med offroadkørsel og pigdæk-ræs, var det som om, de lige ville huske os på, hvad det hele egentlig handler om. Subaru er først og sidst biler for den aktive fører, der sætter pris på både underholdende kørsel.

Noget af alle i hver enkelt

Heldigvis kan samtlige modeller fås på gule plader, og de fem modeller fra den beskedne XV over den komfortable Outback og vilddyret WRX STI rækker til enhver smag og behov.

For der er noget af dem alle i hver enkelt. Det er det fede ved Subaru.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *