• VW Tiguan er en computer-animeret udgave af første generation, men alt er bedre - alt

  • Den siger altid velkommen. Også selv om det er med gråt i gråt. For vi ved, hvad der venter, når vi genkender en VW

  • Skarpere udtryg og større varerum. Den nye Tiguan kan mere

  • For øjet er alt ved det gamle, men den nye platform giver flere muligheder både på sikkerhed og komfort

  • Ja, man får lyst til at køre den en tur til stylisten

  • 4Motion med den elektriske drejeknap er en lækker detalje i denne tid

  • Spejlfunktion til telefonen giver genkendelighed og kontinuitet i en travlt hverdag

Tiguan den fede Polo

Umiddelbart ligner VW Tiguan ikke noget med det store spræl i. Men på den nye platform er den blevet til en rigtig køreoplevelse

Ved første øjekast ligner VW Tiguan bare en computer-animeret udgave af sig selv. Noget, IT-chefens børn har fjumret med på hans arbejdscomputer på en søvnig hjemme-arbejdsdag.

Sådan en lidt småfed Polo i overstørrelse. Computeren har tilføjet de programmerede ændringer med et par falser i motorhjelmen og gennem dørhåndtagene sammen med de nye lygter. Resten giver sig selv.

Hvad som helst

Men sådan skal det faktisk være med Tiguan. Den skal være en del af familien; en slags Golf X-Cross, eller hvad man nu vil kalde den.

Men det fede er ikke, hvad man kalder den, eller hvordan den ser ud. Med VW-mærket i fronten kan den slippe af sted med hvad som helst. Det afgørende i denne sammenhæng – den uafhængige anmeldelse – er, hvordan den kører og præsterer.

Fik prygl

VW Tiguan er en af Europas bedst sælgende SUV’er i mellemklassen. Selv om den i første generation fik lidt prygl for sin mangel på karakter, har det åbenbart ikke påvirket købernes anerkendelse mere, end at de har skrevet under på slutsedler og leasingkontrakter.

Det viser jo bare, at når produktet er teknisk i orden, så er der også købere til det. Første generation af VW Tiguan kom på gaden i 2007, og med anden generation har den fået den karakter og personlighed, den første manglede.

Omfattende katalog

Og første udgave kunne såmænd udmærket være fortsat et par år endnu uden at falde igennem, men tekniske udfordringer har tvunget VW til at opgradere med et helt generationsskifte.

Det betyder, at Tiguan i dag bygges på den fælles MQB-platform, som giver mulighed for at forsyne den med hele Volkswagens efterhånden omfattende katalog af sikkerheds- og komfortsystemer.

Dynamisk fordøjelse

Tiguan på MQB-platform er både længere og bredere end den gamle model. Også en smule lavere for at gøre det hele lidt mere dynamisk at fordøje. Men på trods af den større trædeflade med en længere akselafstand og en mere rummelig kabine har den faktisk tabt sig mellem 50 og 100 kg afhængigt af motor- og udstyrsvariant.

Det samme gælder for frihøjden, som er løftet til 20 centimeter. Normalt forbinder vi ikke en øget frihøjde med bedre stabilitet, men her kommer den nye platform med ny affjedring – og muligvis også nogle af alle VW’s fine assistentsystemer – til undsætning.

Favner bredere

VW har med den fleksible MQB-platform begået et fundament, som både kan bære agile mellemklasser og mere allround-orienterede SUV’er. Den er forbedret på alle punkter uden at gå på kompromis noget sted.

Tiguan er ganske enkelt og ad tidens mest avancerede vej blevet et bredere favnende køretøj uden at gå på kompromis med noget som helst.

Også udendørs

Med den stærke 180-hestes benzinmotor er det rent legetøj. Oven i købet havde testbilen 4Motion, så legetøjet kan bruges udendørs.

Du kan få den med helt op til 240 hk i den vildeste diesel-variant. Men skal det være i den budgetvenlige ende af prislisten, kan man glæde sig over, at ingen af motorerne rigtigt falder igennem.

Tryghed sælger

For fremskridtet i Tiguan findes først og fremmest i den nye platform, som gør så meget godt for køreegenskaberne. Og indvendigt, hvor der er blevet bedre plads, er det heller ikke motoren, der bestemmer, hvilket udstyr du skal vælge.

Lige som ved første øjekast udefra, er det heller ikke her det æstetiske, der sælger Tiguan. Det er trygheden.

Det virker

For ser man den med helt nye øjne, kunne man såmænd lige så godt vælge enhver anden mellemstor SUV. Men vi genkender VW’ens funktionalitet og finish uden at tænke videre over det.

Vi ved, det virker. I hvert fald når det virker. Også selv om designet og indretningen er så enkelt, at det man, helt som traditionen byder, nærmest er ved at gabe kæberne af led.

Genistreg

Men vi genkender DSG-gearstangen, som fortæller, at vi med usvigelig sikkerhed har et umærkeligt og hurtigt gearskifte i enhver situation. Vi genkender også det intuitive infotainment-system i midten og det himmelråbende simple instrument-layout.

Her føler man sig tryg, og det er en genistreg af VW at spille på det sikre og lade en let evolution føre kunderne stille og sikkert fra den ene generation til den næste. For så sikkert sidder de i sadlen hos deres trofaste kunder.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *